Besøg IDAs andre hjemmesider

Sådan forbereder du dig til din første jobsamtale

Motivation, engagement og forberedelse er de tre vigtigste parametre, når du skal gøre et godt indtryk til den første jobsamtale. Få de bedste tips fra vores karriererådgivere lige her.

Jobsøgende
Start din research allerede inden du søger jobbet, så du er klar til en jobsamtale. Sæt ord på hvordan dine faglige, sociale og personlige kompetencer passer ind i jobbet og kulturen på arbejdspladsen.

Find ud af, hvordan du passer ind i virksomheden

Sanne Mattebjerg fra IDAs karriererådgivning anbefaler, at du læser stillingsopslaget, din ansøgning og dit CV grundigt igennem, inden du tager til jobsamtalen med din måske kommende arbejdsgiver. Så du rent faktisk starter din research til samtalen allerede før du søger jobbet.

»Du skal forberede dig på at fortælle om dine faglige, sociale og personlige kompetencer, og hvordan de spiller sammen med virksomhedens behov. Du finder udelukkende ud af behovene ved at ringe til virksomheden, inden du sender din ansøgning, og til jobsamtalen skal du overbevise virksomheden om, at du kan indfri dem,« siger hun.

Bliv godt klædt på til jobsamtalen

4 gode råd til din kommende jobsamtale

  1. Bidrag til den gode stemning: smil, grin, smalltalk inden, vær nysgerrig. Sig ja tak til kaffen/vand.
  2. Forbered en præsentation af dig selv. Ikke i kronologisk rækkefølge, men i prioriteret. Hvad er vigtigst for dem at vide i forhold til det job, du er til samtale på.
  3. Forsøg at vinkle dine svar, så de tydeliggør, hvilken værdi du kan give.
  4. Slut stærkt af, hvor du udviser tydelig interesse og afslutter med et spørgsmål – fx om hvordan de første par uger i virksomheden vil foregå eller hvordan feedbackkulturen er i virksomheden.

Læs op på virksomheden

Du kan være sikker på, at du til samtalen vil blive stillet spørgsmålet: »Fortæl lidt om dig selv«.

»Her falder mange i fælden og fortæller det samme historie, som de fortæller i sociale sammenhænge “Jamen, jeg hedder Sanne og er opvokset i en lille by uden for Slagelse” – det er bestemt ikke den vej, du skal i en jobsamtale. En jobsamtale er en samtale om hvordan dine faglige, sociale og personlige kompetencer passer ind i det job og den kultur, som virksomheden har, « siger Sanne Mattebjerg.

Du får en kæmpe fordel ved at researche virksomheden, og få en fornemmelse for, hvordan din personlighed og arbejdsstil kan rammesættes til deres behov. Et hurtigt kig på deres strategi, arbejdsområder, succeshistorier, endda sociale medier giver dig værdifuld indsigt i virksomhedens kultur. Du har nu noget at tale ind i og vise din dedikation til en jobsamtale.

IDAs rekrutteringsanalyse viser, at der er et klart mønster på arbejdsmarkedet for hvilke karaktertræk gør sig godt hos kandidater, som virksomhederne leder efter. Motiverede, engagerede og velforberedte kandidater overbeviser arbejdsgivere i højere grad end karakterer og studiesteder og for en nyuddannet kan det gøre meget for at balancere den manglende erfaring.

Forbered en præsentation af dig selv

Du skal have forberedt en kort præsentation på 3-4 minutter, hvor du fortæller om først dine faglige styrker i forhold til præcis dette jobbet og dernæst dine sociale og personlige styrker. Identificér 3-5 succeshistorier, der bekræfter disse styrker.

Det kan være eksempler fra studieprojekter, studiejob og frivilligt arbejde, hvor du har opnået gode resultater og fået positiv feedback. Har du relevante erfaringer, så fokuser på dem. Fortæl, at det er lige præcis disse erfaringer, der gør, at du finder jobbet her virkelig interessant og kan se dig selv bidrage positivt til opgaveløsningen.

Afslut med 1-2 sætninger om, hvad du laver, når du holder fri. På den måde ser de lidt af hele dig, og stemningen bliver ofte mindre formel.

Giv konkrete eksempler på dine kompetencer og færdigheder

At give konkrete eksempler på dine evner hjælper med at understrege din praktiske erfaring og din evne til at håndtere arbejdsopgaver effektivt. Eksemplerne viser, at du ikke blot har teoretisk viden, men også praktisk erfaring, og hvordan disse kan være en værdi for din kommende arbejdsplads.

Det kan være, hvordan du har forbedret teamsamarbejde med dine kommunikationsevner; trænet dine analytiske færdigheder ved at implementere præcise datamodeller til et projekt; har brugt avanceret Excel til dataanalyse; re-designet et produkt eller service og dermed trænet dine evner inden for problemløsning; eller haft ansvar for at vejlede nogen i en ledelsesmæssig kapacitet.

 

Giv et godt førstehåndsindtryk

Det kommer måske ikke bag på dig, at du skal give et godt førstehåndsindtryk til jobsamtalen. Dit kropssprog spiller en stor rolle i den forstand. Kom gerne tidligt til samtalen, så du kan nå at få pulsen ned, øve nogle konkrete sætninger eller tage et glas vand. Kort sagt handler det om, at du skal fremstå positiv, engageret og ikke mindst motiveret for at få jobbet.

Det gør du bl.a. ved at vise ansættelsesudvalget, at du har sat dig ind virksomhedens historie eller resultater, eller de særlige kompetencer de eftersøger. Derudover kan du med fordel undersøge, hvordan virksomheden fremstiller sig selv på hjemmesiden. Er det en afslappet eller mere formel stil, de viser? Tilpas din påklædning efter det.

En masse forskellige grafikker over forskellige tests der navendes i rekruttering af kandidater til jobs. Både søjle- og cirkeldiagrammer.

De skal mærke din motivation

Det allervigtigste er, at de personer, der møder dig til samtalen, kan mærke din motivation og se, at du er oprigtigt interesseret. Derfor skal du også øve dig i at fortælle om det.

»De kan mærke din motivation, hvis du helt ind til kernen kan fortælle, hvorfor det her job lige er noget for dig. De skal kunne mærke, at du virkelig gerne vil det her job. Du skal kunne fortælle, hvorfor opgaverne og jobbet giver mening for dig, og at du er med på deres vision – om det så er dine tidligere erfaringer eller en særlig interesse for virksomheden eller en kombination. Og så skal du kunne sætte ord på, hvordan dine kompetencer kan komme i spil og bidrage til virksomhedens produkt eller målsætning,« siger Sanne Mattebjerg.

Overvej mulige spørgsmål fra arbejdsgiveren

Husk på, at en jobsamtale er en samtale og ikke eksamen. De vil styre samtalen og stille spørgsmål for at finde ud af, om du matcher både fagligt og personligt.

Hvis du er velforberedt, så har dine tanker allerede været godt rundt i krogene af, hvorfor og hvordan du vil varetage dette job, og så vil svarene ligge mere lige for. De vil også stille dig vanskelige spørgsmål, hvor du lige skal tænke dig lidt om, og måske sidder alle svar ikke helt i skabet.

De kan stille dig spørgsmål der går på dine styrker og svagheder. De er ikke ude på at få dig til at udstille dig selv, men ønsker mere at finde ud af, hvordan du reagerer på situationer, hvor du kan blive presset og om du er bevidst om hvordan du handler. Hvis der er nogle spørgsmål, du frygter de stiller dig – så forbered dig på at svare kort, præcist og følelsesmæssigt neutralt. Så vil du slippe frygten, fordi du er forberedt. Husk at de håber, at lige præcis DU er den rigtige. De vil gøre alt for at få dig til at klare det godt – men de skal også finde den rette kandidat og det kræver at de går til dig.

Forbered dig på spørgsmål om løn

Du kommer ikke udenom spørgsmålet om løn. Den første løn er afgørende, da den danner grundlag for din fremtidige løn. Derfor er det vigtigt, at du er godt forberedt inden og sætter barren rigtigt. Dit lønniveau er fastsat af markedet og det, du kan forhandle dig til. Forbered gerne et par muligheder og find din nederste grænse.

Brug fx IDAs lønkompas for at få en fremskrivning af, hvad du kan forvente dig i løn. Du kan også bruge lønstatistikken og sammenholde disse med andre eksempler, du finder. Vær modig og gør dig selv klart, hvorfor du fortjener det i løn, du foreslår. Se mere om løn i vores tema Din første løn.

Forbered dine egne spørgsmål

Vær forberedt på at du også får muligheden for at stille relevante spørgsmål om jobbet. Det kan være en typisk arbejdsdag og -opgaver, organisationen osv. Du er til samtale, så du har vist, at du er interesseret, men brug også muligheden for at se, om virksomheden er noget for dig. Er dette anden samtale, så tænk over, hvilke spørgsmål du havde efter den første samtale. Lav en endnu grundigere research, så du kan spørge kvalificeret og give et bud på, hvad du mere specifikt kan bidrage med.

Stærk afslutning

Når de ikke har mere at spørge dig om, og tiden er ved at være gået, så giver de ordet til dig og hører, om du har noget, du mangler at sige. Her er det vigtigt, du får sagt det, du måske mangler at sige. Det er også nu, du skal stille de spørgsmål til virksomheden, som du ikke har fået besvaret undervejs.

Slut af med at sige, det har været spændende at høre om jobbet og virksomheden, at du fik et mere klart billede af jobbet, og at du kan se dig selv gøre x, y, z. På den måde får du afslutningsvis lige gentaget dine bedste salgsargumenter, så de husker det, når du går ud ad døren. Det efterlader arbejdsgiver med et positivt indtryk, som kan tippe over i til din fordel. En succesfuld jobsamtale handler nemlig ikke kun, om I har fået afklaring på spørgsmål, men hvordan stemningen har været.

 

Cases

Mange virksomheder bruger cases i deres rekruttering. Det vil være en case, som ligner det, du skal lave i hverdagen i virksomheden. Det giver dig muligheden for at vise, hvad du kan.

Nogle gange får du at vide på forhånd, at der er en case – det kan endda være, at du skal løse den inden samtalen. Du kan også komme ud for, at de overrasker dig med den, når du kommer til samtalen. Det gør de for at se, hvordan du reagerer på noget uventet. Indstil dig derfor mentalt på, at det kan ske, så du virker helt kølig og klar på opgaven.

Mere om forberedelsen
Skal du til jobsamtale snart?
Karriererådgivning
Er du på forkant og vil forberede næste jobsamtale?
Opret en sag