Afslaget kan blive din næste chance
Når du søger job, skal du være indstillet på at få afslag. Her er de 3 ting, du skal gøre for at bruge et eventuelt jobafslag konstruktivt.
Hvis du har sendt en skriftlig ansøgning til et job, som mange andre søger, får du måske blot en mail om, at virksomheden har valgt en anden. Men hvis du er kommet så langt som til den første jobsamtale og ikke får jobbet, bør du altid ringe. Spørg dem om, hvad de vægtede i deres valg af kandidat, og hvad du kan gøre fremover for at blive en mere attraktiv profil til jobbet.
1. Lær af dit afslag
Virksomhedens feedback og gode råd kan hjælpe dig næste gang, du søger job. Du får samtidig indblik i, om der er nogle kurser eller lignende, du skal tage som jobsøgende for at styrke dine kompetencer og chancer fremadrettet. Du skal ikke tage det personligt, når du får et afslag. Det betyder ikke, at du er ringere end andre, eller at din ansøgning var dårlig. Husk, at mange andre søger det samme job, og kun én kan få det. Virksomheden skal prioritere hårdt og vælge imellem flere, der måske alle er kvalificerede.
2. Tænk positivt
Tænk i stedet positivt, og kom videre med det samme. Når du ringer for at få en forklaring på, hvorfor virksomheden valgte dig fra, så benyt lejligheden til at gøre lidt reklame for dig selv. Du havde jo kvalifikationerne, så måske kan de bruge dig en anden gang? Du kan altså både bruge dit afslag på at gøre din næste ansøgning bedre og til at blive endnu skarpere til din næste jobsamtale.
3. De 2 gode spørgsmål
Du har været til samtale, men har fået den ærgerlige besked om, at det ikke er dig, der har fået jobbet. Herfra skal du videre i din jobsøgning, og derfor er det godt at få feedback på dine bestræbelser på at lande et nyt job. Karriererådgiver i IDA Sanne Mattebjerg foreslår, at du stiller de her to spørgsmål efter et jobafslag:
”Hvad lagde I vægt på, da I valgte jeres kandidat?”
Det spørgsmål kan give dig konkret viden om, hvilke kvalifikationer der er vigtige (i hvert fald for den arbejdsgiver), og du kan vurdere, om det er kvalifikationer, du reelt besidder, eller som du eventuelt skal arbejde på at tilegne dig.
”Du har mødt mig til en samtale. Kan du give mig et godt, konkret råd til, hvordan jeg kan gøre det bedre næste gang?”
Det personlige indtryk er vigtigt for at få jobbet, og derfor er det nyttig viden, hvis du kan få arbejdsgiveren til at give dig konstruktiv feedback på din optræden til samtalen.