Derfor skal du sætte dig ind i, hvad du er værd
Startlønnen sætter standarden for hvor meget, du kan forvente at stige i løn fremover. Vi guider dig til det bedste mulige udgangspunkt, når du skal prøve kræfter med den første lønforhandling.
“33.000 kroner om måneden og så får du selvfølgelig en computer med oven i”. Ordene kommer fra din nye chef, der sidder overfor dig. Du tænker på den SU, du netop har vinket farvel til, lægger den sammen med pengene fra det studiejob, du flettede ind mellem læsning og aftaler med vennerne. Og din computer er da egentlig også lidt sløv.
“Det lyder meget fornuftigt”, siger du. “Lad os sige det”, lyder svaret prompte fra din chef. I går begge tilfredse fra jobsamtalen, men du har højst sandsynligt snydt dig selv for tusindvis af kroner hver måned. Penge, der er svære at forhandle hjem til din næste lønsamtale.
Kom godt fra start
Ovenstående er et tænkt eksempel, men en undersøgelse peger på, at det nok ikke er langt fra virkeligheden. Blandt studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, sigter både mænd og kvinder for lavt, når de bliver spurgt til hvad de mener, de kan få i startløn.
Særligt kvinderne undervurderer deres markedsværdi. En af de mange udfordringer er, at man måske allerede har fået jobbet, og først i det øjeblik man står med kontrakten opdager, at lønnen er ret lav. Der kan det være svært som helt nyuddannet at markere sig over for chefen og sige, at man altså gerne vil have mere i lønposen.
”Man kan så risikere, at man takker ja til det tilbud de kommer med uden at få forhandlet, og så kan man placere sig selv for lavet på lønniveauet,” siger Nicole Sander Jensen, der er juridisk rådgiver i IDA.
Den første forhandling sætter retningen for ens løn mange år frem. For det er ifølge rådgiverens erfaring meget svært at indhente det forsømte ved de efterfølgende samtaler, hvis man er startet for lavt.
”De private arbejdspladser har en lønpulje, der skal fordeles mellem medarbejderne, så der er ikke meget at give af,” siger Nicole Sander Jensen.
Hvordan får jeg den rigtige løn?
At sætte pris på sin egen arbejdskraft kan være svært. Vi lever trods alt i Jantelovens land, og hvis vi ikke skal tro, vi er noget, kan det være svært at kræve en høj løn.
Men prissætningen er i sidste ende et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Også når det gælder din arbejdskraft. Og selvom det kan være svært som nyuddannet helt præcist at vide, hvad man egentlig kan tilbyde en konkret virksomhed, så er det vigtigt at stille sig selv følgende spørgsmål: Hvad kan mine evner og min profil tilbyde denne afdeling? Og hvor svært er det at tiltrække den type arbejdskraft, som jeg kan levere? Den viden skal du tage med ind til samtalen, og dermed vise, at du har gjort dit forarbejde. Vis, at du ved, hvad du er værd.
En god start er at kigge på de lønberegnere som IDA´s medlemmer har adgang til, så man får en fornemmelse af, hvor man ligger henne på lønskalaen. Og så skal man være klar på, at forhandlingen kan komme på forskellige tidspunkter i ansættelsesforløbet.
”Der er ikke nogen regler for, hvornår man skal tale om løn. Det kan være første, anden eller tredje samtale at arbejdsgiveren spørger til ens lønudspil, så derfor er det vigtigt, at man kommer forberedt,” fortæller Nicole Sander Jensen.
Brug IDAs redskaber, og find det rette bud
Forberedelse er nøglen til en god start på arbejdslivet med den løn, du fortjener.
IDAs medlemmer har en lang række muligheder for at tjekke, hvordan en realistisk løn kan se ud. Det er noget du kan bruge i forhandlingen, så du hverken sælger dig selv alt for billigt, eller kommer stormende ind og slynger et urealistisk højt tal ud. Du kan eksempelvis tage det interaktive lønforhandlingskursus, som vi har udviklet specifikt for nyuddannede – det er online, det er gratis og du kan tage det hvor og hvornår du har lyst.
Her får du gode råd og tips til, hvordan du bedst forbereder dig til jobsamtalen og lønforhandlingen, hvordan du fastsætter din markedsværdi, hvordan samtalen kan forløbe, og bliver klogere på, hvordan lønnen er sammensat med pension, tillæg m.m. Læs mere om det på denne side: Interaktiv lønforhandlingskursus for nyuddannde.
Brug også IDAs lønkompas, der viser dig hvad du kan forvente i løn som nyuddannet med goder og pension baseret på geografi, uddannelsesbaggrund og mere. Og med IDAs lønberegner, kan du se, hvad andre IDA-medlemmer i lignende stillinger tjener.
Video: Fastsæt din markedsværdi
Fire hurtige tips til hvad jeg skal tænke på inden lønforhandlingen
- Tak ikke ja til det første og bedste tilbud. Lav din research og sæt dig ind i, hvad er realistisk for stillingen, inklusive dine kompetencer, erfaring, goder etc.
- Start selv lønforhandlingen. I stedet for at vente på, at din chef kommer med et udspil, så tag teten og udvis handlekraft. Det er lettere at slække på sit eget bud, end at forsøge at få chefens bud op.
- Løn kan se ud på mange måder. Hvis der ikke er mere at hente på selve lønnen kan du med fordel spørge om andre muligheder: Efteruddannelse, ekstra ferie eller betalt internet derhjemme. Mulighederne er mange.
- IDA har en vejledende minimalløn til nyuddannede civilingeniører, diplomingeniører og bachelorer.