Besøg IDAs andre hjemmesider

Forventningsafstemning med din leder

Mange nyuddannede har ikke holdninger til det at have en leder, men det bliver vigtigt, når de begynder i et nyt fuldtidsjob. Få IDAs gode råd til, hvordan du forventningsafstemmer med din leder.

Første job

Lederen er din sparringspartner

På studiet har du sjældent kontakt med din underviser og når du skal afslutte faget med en eksamen, så gør du, hvad du kan for at skjule det, du ikke er god til. Hos en arbejdsgiver bliver lederen din vigtigste sparringspartner – både i forhold til det, du er god til og til det, du kæmper med. Ifølge IDAs karrierekonsulent kan man sammenligne lederens rolle med en træner på et fodboldhold.

”Det er træneren, der har ansvaret for at fortælle hvad de skal gøre mere eller mindre af inde på banen. Du lærer af de andre spillere, men det er træneren, der peger dig i den rigtige retning,” siger Sanne Mattebjerg.

Ved du, om du gør det godt nok?

Faktisk er der en stor gruppe på 40 % af nyuddannede medlemmer af IDA, som er i tvivl om, hvorvidt de gør det godt nok i deres første job. Og i den gruppe er det hele 89 %, der svarer, at de har en god relation til deres chef. Sagt på en anden måde:

”Selvom de har en god relation til chefen, så er der tale om en relation, hvor leder og medarbejder ikke får afklaret problemerne,” slår Sanne Mattebjerg fast.

For mange nyuddannede er det ikke problemfrit at skifte studielivet med kammerater, læsning og fester ud med en arbejdsplads. Her er måske et nyt hierarki og en masse uskrevne regler. Rådgiveren forklarer det med endnu et sportsbillede.

”Som nyuddannet starter du på en helt ny sportsgren og du kender ikke reglerne. Der er et communication gab, og vi kan desværre ikke forvente, at lederen opridser alle reglerne af sig selv. Derfor gør vi i IDA meget ud af at klæde de snart-nyuddannede og nyuddannede på, så de kan tage initiativ til at lukke det communication gab,” siger Sanne Mattebjerg.

Hvordan forventningsafstemmer jeg med min leder?

Forventningsafstemning med din leder på arbejdet er afgørende for at sikre tydelig kommunikation og produktivitet. Her er nogle ting du konkret kan gøre for at forventningsafstemme med din leder:

  • Planlæg et møde med din leder: Her kan I diskutere forventninger og arbejdsopgaver. Dette kan både være planlagt som et månedligt statusmøde eller det kan ske mere spontant.
  • Forbered dig: Inden mødet skal du forberede dig ved at tænke over, hvad du forventer af arbejdet, og hvad du tror, din leder forventer af dig. Gennemgå eventuelle mål, opgaver og resultater, du arbejder på.
  • Lyt og spørg: Under mødet skal du aktivt lytte til din leder og stille spørgsmål til, hvad vedkommende forventer af dig. Hvis du kender firmaets interesser og mål, så få afklaret, hvordan dine opgaver og mål passer ind i det. Hvis du ikke helt har forstået firmaet mål, så spørg ind til dem. Det viser dit engagement i forhold til at opfylde virksomhedens ønsker og det er vigtige pejlemærker for dig.
  • Del dine forventninger: Del, hvad du forventer af din leder, herunder feedback, støtte, ressourcer eller klarhed om opgaver og spørg ind til, hvad det er muligt at imødekomme, så du får et realistisk billede af, hvad du kan forvente. Vær ærlig omkring eventuelle udfordringer eller forhindringer, der kan påvirke dit arbejde. Det kan være alt fra støj på kontoret, tvivl om opgaveløsning eller udfordringer i et samarbejde med en kollega.
  • Skab klare mål: Vær tydelig omkring mål og opgaver, så begge parter ved, hvad der forventes – hvornår er det godt nok – og hvornår det forventes færdigt. Det hjælper med at undgå misforståelser
  • Prioriter opgaver: Diskuter, hvilke opgaver der er vigtigst eller mest presserende, og sørg for, at der er enighed om, hvad der skal prioriteres, hvis der opstår udfordringer. Her kan du lære meget om, hvad din leder måles på, for de opgaver, som typisk er vigtigst for dem, er også vigtigst for virksomheden i sin helhed
  • Følg op: Aftal, hvor ofte du skal opdatere din leder på opgaverne, så du hverken føler, at du gør det for meget eller for lidt. Det viser, at du tager ansvar for dine opgaver og det frigiver tid til, at din leder ikke skal huske at holde sig opdateret på dine opgaver. Over tid kan det betyde, at du får en god fornemmelse af, hvornår du skal opdatere og involvere din leder – og din leder har tillid til, at du rækker ud, når det er relevant eller du har behov for det
  • Åben kommunikation: Hav en åben kommunikation, hvor du og din leder kan dele feedback, bekymringer og ideer. Vær åben for at justere forventninger, hvis situationen ændrer sig.
  • Dokumenter processen: Hvis det er nødvendigt, kan du skriftligt dokumentere de diskuterede forventninger og mål, så der er en skriftlig reference, som både du og din leder kan henvise til.
  • Vær fleksibel: Forstå, at forventninger kan ændre sig over tid på grund af alle mulige forskellige omstændigheder. Så vær fleksibel og parat til at tilpasse dig.

Vær tydelig om dine behov

”Helt generelt er det en gave for lederen, at du er tydelig omkring dine behov i stedet for, at du holder det for dig selv og bliver frustreret. Det bliver lettere for lederen at tilpasse arbejdet og jeres samarbejde, så du trives bedre. Et problem kan kun løses, hvis det bliver hevet frem i lyset,” siger Sanne Mattebjerg.

Med det sagt, så er der grænser for, hvad man som nyansat og nyuddannet kan kræve, så sørg for at være nysgerrig, ydmyg og realistisk i dialogen med din leder, så du bliver klogere på, hvilke muligheder, der egentlig er.

Herefter er det vigtigt, at du løbende afstemmer med din leder om dit arbejde. Hvis din chef ikke allerede har en struktur for hyppige statusmøder, så kan du også selv tage initiativ til at lave en model, hvor du og din leder fx har et statusmøde en gang om måneden. Og hvis din leder afviser den idé, så er det måske tid til at genoverveje din arbejdssituation.

Hvis lederen afslår statusmøder uden nogen meningsfuld forklaring, så er det muligvis tid til, at du skal finde et nyt job. Det tyder ikke på, at din leder er indstillet på at I skal have et godt samarbejde op at køre. Du har gjort dit for at ændre det, men du er ikke blevet mødt. Hvis du har været tro mod dig selv, stillet realistiske krav og været ordentlig i processen så kan du sagtens gå ud ad fordøren,” slår Sanne Mattebjerg fast.

Husk, at du altid kan kontakte vores rådgivere, hvis du har spørgsmål om dit studie – eller arbejdsliv.

Relateret
Er du i tvivl om hvordan du forventningsafstemmer med din leder?