Besøg IDAs andre hjemmesider

Din leder er det vigtigste menneske på din arbejdsplads – udnyt det!

Din chef kan meget vel være det vigtigste menneske i dit arbejdsliv. Hvorfor? Fordi det er personen, der kan give dig opgaver, fjerne dem igen, rydde faglige og sociale barrierer for dig. Og ikke mindst, udvikle dig. Så grib chancen for at opbygge en åben og gensidig relation til din leder. IDAs karriererådgivere giver her nogle tips til, hvordan du kan gribe det an.

Første job

Hvorfor er din relation til din leder så vigtig?

Lad os slå fast med det samme. Der er ikke noget mærkeligt i, at du, når du starter i dit første job mest orienterer dig mod dine kollegaer eller for den sags skyld vender dig indad mod din faglighed.

Det er lidt ligesom på studiet. Det er de medstuderende, vi danner relationer til, mens vejlederen, underviseren, professoren er et fagligt fyrtårn i periferien. Forskellen er bare, at din leder er meget mere end det.

Noget af det vigtigste du kan gøre i dit første job, er, at gør klart for dig selv, hvordan du gerne vil udvikle dig. Her er din chef din vigtigste sparringspartner, så sæt dig efter noget tid sammen med din chef og oplist nogle punkter, du gerne vil tjekke af. Det er også en god social øvelse. Fortæl åbent, hvilke opgaver, der giver dig energi og hvilke, der omvendt dræner dig. Og fortæl hvorfor!

På et mere konkret plan, er en af din leders vigtigste opgaver at hjælpe dig med at prioritere dine opgaver. Og det gælder ikke kun nyuddannede. Det er chefen der har overblikket over, hvad der er vigtigst for organisationen. Så hvis du sidder med to opgaver, og du ikke kan nå dem begge, så er det ikke din opgave at tage stilling.

Men i stedet for at spørge sin leder, oplever vi, at mange nyuddannede IDA-medlemmer tænker, at de burde kunne nå det hele. Og det kan de måske også, men de ender med at arbejde dobbelt så meget.

Sådan kommer du godt fra start i relationen til din chef

Det er jo ikke fordi du skal være bedste venner med din nye chef. Men det er vigtigt både for at få en god start på arbejdsmarkedet og også fremover i din karriere, at du lære at bygge og ikke mindst udnytte en relation til din leder

Så hvordan sikrer du, at du kommer godt fra start i den relation? Et godt sted at starte er ifølge IDAs karriererådgiver Sanne Mattebjerg allerede ved jobsamtalen.

“Fortæl, at du godt kan lide få at vide, hvad du gør godt og skidt, for så kan du fokusere på at gøre det bedre. Så spørg direkte din kommende chef, hvordan de på arbejdspladsen arbejder med feedback og sparring. Og hvis de får et chok over det spørgsmål, så er det måske ikke det rette job for dig,” lyder et råd fra Sanne Mattebjerg, der har særligt fokus på nyuddannede i sin rådgivning.

Vær ikke bange for at bede om et møde

Et andet spørgsmål kunne være: ”Hvordan kommer jeg ombord” eller ”hvordan er jeres onboarding proces?” – et ord, du nok ikke er stødt på i din studietid, men ikke desto mindre noget, enhver virksomhed bør have gjort sig tanker om.

Og måske sidder du og læser det her, efter du har fået dit job. Så frygt ej!

Ofte vil du have et møde med chefen den første dag, og så er det oplagt også at bringe det op her. Og er der gået en uge, og du stadig er lidt i tvivl om dine arbejdsopgaver, om du gør det godt nok, så bed om et møde mere. Det er, skulle vi hilse at sige, temmelig normal praksis.

“Fortæl at du kan mærke, at du har brug for lidt pejling, om hvor du kan gøre det bedre, hvordan du kan prioritere dine opgaver og hvem der kan hjælpe dig. Jeg plejer at foreslå et statusmøde med din chef en gang om måneden, eller måske ligefrem en gang om ugen i starten,” siger Sanne Mattebjerg.

fire råd til at tale med din leder

Et godt signal

At du kræver at have en dialog med din chef, er faktisk også et godt signal at sende.

Husk på, at din chef også bare er et menneske. Det kan være, at det faktisk ikke er hans eller hendes stærke side. Men det vigtige her er, at du skal trives på din nye arbejdsplads, så hvis din chef ikke kan imødekomme det, så er det spørgsmålet, om du er havnet det rigtige sted.

“Skønne chefer kan være dårlige til at lede, skabe rammer og psykologisk tryghed, følge op og lytte til deres medarbejdere, og ikke mindst give dig konstruktiv feedback. De skal ikke bare sige ‘skidegodt’ – nej hvad var det, der var godt?” siger Sanne Mattebjerg.

”Til gengæld vil en god chef, som ikke lige mestrer det, tage din nysgerrighed på feedback som en mulighed for at udvikle sig selv.”

Relateret
Brug for sparring om hvordan du opbygger en relation med din leder?