Besøg IDAs andre hjemmesider
Praktik

Løn og vilkår, når du skal i praktik som diplomingeniør

Dreng står foran en bygning fuld af vinduer i blå t-shirt og med blå rygsæk på
I denne artikel kan du læse om løn, rettigheder og arbejdsvilkår som diplomingeniør i praktik, få indsigt i, hvad virksomheder typisk lægger vægt på, og få råd til at finde en praktikplads og få mest muligt ud af praktikforløbet.

3 ting, der er gode at vide om praktik

Feriepenge, når du er i praktik som diplomingeniør
  • Er du i lønnet praktik, optjener du som udgangspunkt ferie og feriepenge efter de almindelige regler. Feriepengene udgør som udgangspunkt 12,5 % af din ferieberettigede løn.
Hvordan du finder din praktikplads
  • Læs, hvordan du finder en praktikplads, skiller dig ud i ansøgningsfeltet, og hvad virksomheder typisk lægger vægt på, når de ansætter praktikanter.
Dine rettigheder som praktikant
  • Er du ansat i en lønnet praktikstilling, skal du have en ansættelseskontrakt. IDA kan hjælpe dig med at gennemgå kontrakten og sikre, at dine vilkår er på plads.

Løn og økonomi under praktikken

Hovedreglen er, at du ikke får SU i praktikperioden. I stedet får du udbetalt løn af virksomheden, du er i praktik hos.

Det er op til den enkelte praktikant og virksomhed at forhandle sig frem til en passende løn i praktikperioden, men IDA og Studierådet for de ingeniørstuderende i Danmark har fastsat en vejledende mindsteløn, der reguleres årligt.

Den vejledende praktikløn i 2026 er: 16.650 kr. om måneden.
Tre glade unge mennesker ses i frøperspektiv foran sløret baggrund af himmel og træer

Praktikløn for diplomingeniører

I nogle situationer kan det dog være vanskeligt for de studerende at aftale en løn i praktikperioden – det gælder fx, hvis du gerne vil i praktik i udlandet.

Hvis du ikke har mulighed for at opnå en aftale om løn i praktikperioden, skal du kontakte dit studiested for at høre nærmere om muligheden for at få SU i stedet. Ingeniøruddannelsernes Samråd (IUS) har nemlig fået gennemført en ordning, hvor et begrænset antal studerende kan få SU i praktikperioden som diplomingeniørstuderende.

Har du krav på løn i praktikperioden?

Mange diplomingeniørstuderende er i tvivl om, hvorvidt de har krav på løn under praktikken. Selvom der er fastsat en vejledende praktikløn, har du som udgangspunkt ikke et juridisk krav på at modtage løn under praktikforløbet.

Derfor er det vigtigt, at du går i dialog med virksomheden om lønniveauet, hvis der ikke allerede er lagt en lønramme fast. Praktikperioden giver værdifuld erhvervserfaring, og mange virksomheder betragter samtidig praktikken som en mulighed for at lære potentielle fremtidige medarbejdere at kende.

SU eller løn under praktikken?

Som udgangspunkt gælder følgende:

  • Får du løn under praktikken, kan du ikke samtidig modtage SU.
  • Modtager du SU, kan du som udgangspunkt ikke samtidig få løn for praktikken.
  • Nogle virksomheder tilbyder et månedligt tilskud eller en erkendtlighed til studerende, der modtager SU.
  • Nogle virksomheder giver desuden en bonus eller erkendtlighed ved afslutningen af praktikforløbet.

Det kan derfor være en god idé at spørge ind til virksomhedens praksis allerede under ansættelsessamtalen.

Kan du have et studiejob ved siden af praktikken?

Som udgangspunkt kan du godt have et studiejob ved siden af din praktik. Du skal dog være opmærksom på din samlede arbejdsbelastning, og der kan være særlige krav eller regler fra dit uddannelsessted eller praktiksted.

Hvis både din praktik og dit studiejob er lønnet, optjener du feriepenge særskilt hos hver arbejdsgiver efter de almindelige regler.

Feriepenge, når du er i praktik som diplomingeniør

Når du er i lønnet praktik som led i din diplomingeniøruddannelse, er du som udgangspunkt omfattet af de almindelige regler om ferie. Det betyder, at du optjener ferie og feriepenge på samme måde som andre lønmodtagere. Feriepengene udgør som udgangspunkt 12,5 % af din ferieberettigede løn.

Er din praktik derimod ulønnet, og modtager du fx SU under praktikperioden, kan der gælde andre regler. Her afhænger dine ferieforhold blandt andet af den konkrete praktikordning og reglerne på dit uddannelsessted.

FerieKonto er en offentlig ordning, der sikrer, at dine feriepenge bliver administreret korrekt og udbetalt til dig, når du holder ferie. Det betyder, at du kan være sikker på at få dine feriepenge, uanset hvor du arbejder i din praktikperiode.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at du selv skal ansøge om udbetaling af dine feriepenge via FerieKonto, når du planlægger at holde ferie. Du kan søge om udbetaling af dine feriepenge online via FerieKonto.

Hvis du har spørgsmål om dine feriepenge, eller hvordan du får dem udbetalt, kan du læse mere hos FerieKonto.

Dagpenge efter din praktikperiode

Hvis din praktik ligger tæt på afslutningen af din uddannelse, kan reglerne om dagpenge som nyuddannet være relevante for dig. Det gælder især, hvis du går direkte fra praktik til at være færdiguddannet og ikke har et job på hånden.

Der gælder faste regler for, hvordan du skal forholde dig for at få dagpenge som nyuddannet. IDA har ikke en a-kasse, men samarbejder med Akademikernes A-kasse, hvor du kan få rådgivning, hvis du er medlem.

Dine rettigheder som praktikant

Du skal selv finde en praktikplads, som efterfølgende skal godkendes af dit uddannelsessted. Er du ansat i en lønnet praktikstilling, skal du have en ansættelseskontrakt. Nogle praktikanter er desuden omfattet af en overenskomst.

En overenskomst kan give dig yderligere rettigheder og vilkår i forhold til fx løn, pension og arbejdstid. Derfor er det en god idé at undersøge, om der gælder en overenskomst på din praktikplads, og hvad den betyder for dig.

Som medlem af IDA kan du få din kontrakt gennemgået af vores juridiske rådgivere. Brug også IDAs tjekliste, når du læser kontrakten igennem, så du kan sikre dig, at dine aftaler med arbejdsgiveren står tydeligt, og at de nødvendige oplysninger er med, inden du skriver under.
Studerende er samlet om et bord ude på universitet

Vent med at skrive under på en klausul

Det sker, at der i en kontrakt om praktikansættelse figurerer en konkurrence- eller kundeklausul. Bliver du præsenteret for en sådan klausul, er det IDAs opfordring, at du får din kontrakt gennemlæst af vores jurister. Så kan du, inden du skriver under, få vejledning om, hvordan klausulen kan påvirke dine muligheder på arbejdsmarkedet. Du kan også læse mere om reglerne for klausuler i din ansættelseskontrakt her.

Glad pige med brunt hår og ørering kigger op i himlen foran et stort træ

Sådan finder du en praktikplads

Der er ofte stor konkurrence om attraktive praktikpladser, så det kan betale sig at starte søgningen 1-2 semestre før praktikperioden. For mange studerende er praktiksøgningen deres første møde med en ansøgningsproces, der minder om et fuldtidsjob. Derfor kan det betale sig at starte i god tid og søge bredt på tværs af både brancher og geografiske områder. Tilpas dit CV, fremhæv relevante studieprojekter, og vis tydeligt din motivation for virksomheden. Som medlem af IDA kan du få sparring på både CV, ansøgning og jobsøgning.
Sådan finder du en praktikplads
  • Tilpas dit CV til stillingen.
    Fremhæv relevante studieprojekter.
    Vis din motivation for virksomheden.
    Søg også uopfordret.
Virksomheder lægger ofte vægt på
  • Din evne til at omsætte teori til praksis.
    Lyst og evne til at lære nyt.
    Dine samarbejdsevner og modenhed.
    En tydelig motivation for virksomheden.
Fordele ved praktikpladser
  • Praktik giver dig mulighed for at omsætte teori til praksis, opbygge erhvervserfaring og skabe kontakter, der kan føre til studiejob eller fastansættelse.
Praktik i udlandet
  • Praktik i udlandet kræver ofte ekstra planlægning og afklaring af løn-, SU- og støtteforhold, men kan gennemføres med godkendelse fra dit uddannelsessted.

Hvad hvis praktikforløbet ikke fungerer?

Selvom de fleste praktikforløb bliver en positiv oplevelse, kan der opstå situationer, hvor samarbejdet ikke fungerer som forventet, eller hvor du bliver i tvivl om, hvorvidt praktikpladsen er det rigtige match.

Hvis du oplever problemer i praktikforløbet eller overvejer at afbryde praktikken, bør du hurtigst muligt kontakte studievejledningen på dit uddannelsessted.

Er du i tvivl om ECTS, godkendelse af praktikken eller andre regler på din uddannelse, er det dit studiested, der kan hjælpe dig videre.

Hvis udfordringerne i praktikken påvirker din trivsel og dit studieliv, kan du som medlem også få hjælp gennem IDAs psykologordning.

Har du derimod spørgsmål om din kontrakt, løn, klausuler eller øvrige ansættelsesvilkår, kan du få rådgivning hos IDA.
Tre personer ses bagfra gå i en park

Relateret

Vi håber, at du blev klogere på din forventede løn og vilkår som diplomingeniør i praktik. Læs om mere relateret indhold omkring studiejob, praktik og projektsamarbejde herunder.
IDA Studiejobfinder
Find et relevant studiejob, praktikplads eller et spændende projektsamarbejde med IDA Studiejobfinder.
Skriv den gode praktikansøgning
Drømmer du om at få foden indenfor i erhvervslivet og få værdifuld erfaring, mens du stadig studerer? En praktikplads kan være din vej som studerende til at få en smagsprøve på din fremtidige karriere.
Hvad går virksomhederne op i når de ansætter?
Som STEM-studerende har du allerede stærke tekniske færdigheder og en god faglig ballast. Men når virksomheder søger praktikanter og studentermedhjælpere, er det ikke altid nok. Læs om, hvad de virkelig går op i her.
Diplomingeniør løn: Sådan ser det generelle lønniveau ud
Er du interesseret i at vide, hvad du kan forvente at tjene som diplomingeniør? I denne artikel undersøger vi lønniveauet for diplomingeniører og sammenligner det med andre ingeniøruddannelser.
Brug IDA til alt det praktiske

Få hjælp til kontrakt og løn

Som medlem af IDA kan du altid bruge vores rådgivning til at vende alt det juridiske i din kontrakt. Så ved du, der er ordnede forhold. vi hjælper også gerne med at rådgive dig i din søgen på at finde den fedeste praktikplads.