Besøg IDAs andre hjemmesider

Sådan finder den helt rigtige studiebolig

Få konkrete tips til hvordan og hvor du kan søge studiebolig, hvordan du undgår at blive snydt og hvilke rettigheder du har ifølge lejeloven.
1. august er store flyttedag

Unge mellem 20-29 år udgør den største gruppe af dem, der flytter. I 2023 udgjorde de 36 pct. af alle flytningerne, selvom de alene udgør 13 pct. af befolkningen.

”Mange unge flytter hjemmefra i starten af 20’erne i forbindelse med studiestart, og gruppen af 21-23-årige står for 104.400 flytninger svarende til 12 pct. af alle flytninger sidste år.”

Skal du flytte hjemmefra for første gang? Og ved du, hvilke rettigheder du har, når du lejer en bolig? Hvis du har tvivl, så har vi har samlet information til dig, som kan give dig et overskueligt overblik over rettigheder og regler, når du skal flytte i lejebolig.

Studiestart er en spændende tid fyldt med nye oplevelser og for mange er det også første gang de skal flytte i egen bolig. I år er der 60.000 nye studerende, der har fået tilbudt en plads på landets videregående uddannelser. Det betyder, at boligmarkedet kommer under ekstra pres i disse dage, når en stor del af de studerende skal finde studiebolig i en af de større studiebyer, København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Men hvis du holder humøret højt, hovedet køligt og læser videre; så kan du blive klogere på, hvordan du finder den helt rigtige studiebolig.

Er lejekontrakten helt sort og har du brug for overblik over lejeloven, så har vi en FAQ, der svarer på de fleste af dine spørgsmål.

God boligjagt.

Hvor kan jeg finde bolig?

Skriv dig op overalt
Det er altid en god idé at skrive dig op på alle kollegie- og ungdomsboliglister, du kan finde. Her er steder som borger.dk, kkik.dk, s.dk, Studiebolig Odense/Aalborg, Ungdomsbolig Aarhus og generelle boligportaler gode steder at starte. Som de fleste ved, er det en udfordring at finde en SU-venlig og tilgængelig bolig i de store unibyer som København, Aarhus, Odense og Aalborg. Og søger du på de almindelig boligportaler (som også kan koste et gebyr at få adgang til), finder du sjældent noget en enkelt SU kan klare alene. Men der er muligheder. Kontakt evt. ungdomsboliger, som ligger ligger mindre centralt og hør, om der er ledige boliger. Der kan være henvisninger på dit universitets hjemmeside til officielle opskrivningslister. Nogle kommuner har en “tag-over-hovedet”-garanti, så du kommer ikke at stå uden et sted ved studiestart.

Afstand og studiestartlister
Skriv dig op, før du flytter adresse til tilflytterkommunen, så er dine chancer bedre. Er du ny studerende og har mere end 1 times transport til dit uddannelsessted, så kan du komme forrest på nogle steder, der har studiestartlister, som fx CIU og KKIK. Gå ikke i panik, hvis du står som nummer 3289 til et kollegieværelse. Spørg dig selv, om det er en høj prioritet at få bolig i et af de mest eftertragtede postnumre (no judgies – der kan være valide grunde til det), eller om du kan begynde studiestarten med en lidt længere pendlerafstand.

Husk
Tjeklisten til studiestart – den kan hjælpe dig at få overblik over de opgaver, der også ligger i og omkring studiestarten.

Bo med andre eller privat værelse
En mulighed, du kan udforske, er at finde andre at leje sammen med, eller søge efter et værelse hos en privat udlejer. Med bofæller, der også er studerende, har du mulighed for at få et helt unikt miljø i hjemmet i den tid du studerer. Og det behøver ikke at være med medstuderende inden for din egen faglige retning – se det som en mulighed at udfordre din horisont og bliv klogere på hvad andre går op i i studietiden.

Alternative boligformer
En anden mulighed er at finde ud af om din tilflytterkommune har boliggaranti – der kan være mulighed for at få noget midlertidigt, hvis det ser helt sort ud. Nogle studerende prøver couchsurfing i en kort periode, selv om det ikke er tiltænkt boligsituationen. Vær dog ekstra opmærksom på, at det kan være en stressfaktor at være gæst i en andens hjem og bo ud af ens kuffert i den periode, hvor du skal koncentrere dig om studiestarten og komme godt i gang. Nogle kommuner opstiller også containerboliger specifikt til studerende, som kan være et hyggeligt alternativ til kollegierne.

 

Vær realistisk og konkret

Hvilken bolig du ender i kommer i sidste ende an på, hvilken økonomi du har. En måde at gøre din søgning mere overskuelig er at lave en liste med ønsker og behov og kombinere det med et budget.

Tag stilling til spørgsmål som:

 

  • vil jeg bo sammen med andre?
  • er jeg åben over for at bo i et kollektiv, containerbolig, alternative steder?
  • hvor meget har jeg råd til at betale i husleje og depositum?
  • hvor meget skal jeg bruge på andre omkostninger?
  • behøver der at være tilknyttet køkken eller vaskerum?
  • har jeg særlige behov etc.?
  • hvor langt fra kan jeg pendle og kan det være med cykel eller offentligt?
  • er dette en startbolig eller har jeg behov for at finde noget permanent nu?

 

Hold et åbent sind i forhold til hvad du kan leve med, men bliv ikke desperat.

 

Find din kreative side frem

Vi kan lige så godt sige det som det er; at finde bolig omkring studiestart kan være en neglebidende periode. Boligmarkedet i de større unibyer som København, Aarhus, Odense og Aalborg kan ikke følge med i efterspørgslen. Og det skaber lange køer på de almindelige lister. Men du behøver ikke kun at søge i boligportalerne, kollegielisterne og følge resten af horderne.

TIP til sociale medier
Søg på tags der indeholder ord som #boligsøgende #studiebolig #ungdomsbolig og kombiner disse med den studieby, du søger i eller boligform. Så kan du være heldig at falde over en bolig, som passer til dine præferencer.

“Hej, jeg hedder…”
Hvis du har det mindste kreative gen i dig, kan du lave en kort video at lægge på Facebook, Instagram eller TikTok, hvor du viser fremtidige udlejere eller bofæller, hvad du har at byde på. Få dine venner, familie, tidligere arbejdsgivere og eks´er at dele i øst og vest. Find også (studie)boliggrupper i den by, du søger i og lav et opslag, hvis det er tilladt. Følg med i de grupper, så du kan være en af de første, der reagerer, hvis der lægges en bolig op, som passer til dine kriterier. Kig på kollegiernes sider også og se, om der er nogen åbninger.

plakat med en pegefinger, der peger mod seeren og ordene "you! do something"

Old school
Det handler om at blive bemærket af de rigtige. Så tænk også i andre ikke-digitale baner. Lav en A4 plakat med kontaktoplysninger, som kan rives af i bunden, og hæng op på caféer, lygtepæle, opslagstavler i kollegier og studieboliger.

 

The sky is the limit, men hvis du vil have en ærlig chance hos en udlejer, så måske nedton, hvor mange cider eller pilsnere du kan bælle på 30 sekunder, og hold dig til ord som ansvarsfuld, positiv og elsker katte (såfremt du gør det). Alle elsker oprigtighed og ærlighed, og hvis du kan fange den rigtige persons opmærksomhed, så kan det være lige det, der gør, at du står med boligkontrakt i hånden, når du starter første semester på studiet.

Husk bare at holde øjne og ører åbne, og forhold dig kritisk over for tilbud, som virker for gode til at være sande.

Interesseret i mere?

Læs fx Fem tips til en god studiestart og Giv dig selv gode studievaner for tips til studiestarten og videre.

Sidste tip
Lad ikke boligjagten tage al din opmærksomhed. At finde ro i eget hjem er vigtigt, men det er den første tid på din uddannelse også.

 

Det er her du lægger fundamentet for vennerne, fagligheden og gode studievaner. Det har betydning for din lyst til at gennemføre uddannelsen og hvor meget tid du bruger på at studere.

Hvordan undgår jeg at blive snydt?

Hen over studiestarten er der desværre en stigende tendens til, at nogen øjner chancen for at svindle på boligmarkedet. Hvis du vælger at finde bolig ad alternative ruter, så er der særlige forholdsregler du skal tage, så du ikke bliver bundet op på ret heftige økonomiske udgifter. Politiet har en række gode råd til dig, der søger bolig, så du ikke falder for noget, der er for godt til at være sandt. Se listen med uddybende forklaring hos politiet.

Politiets 11 tips

    1. Undersøg, hvem der ejer boligen. Du kan se, hvem der ejer den bolig, du er blevet tilbudt, på boligejer.dk
    2. Undersøg, om boligen er på markedet. Du kan kontakte ejeren, som står listet på boligejer.dk
    3. Bed om billedlegitimation fra udlejer.
    4. Betal ikke for en bolig, du ikke har set. Det gælder også depositum, særligt gebyr for at komme i betragtning osv.
    5. Ingen kontante udbetalinger og overfør kun til et dansk pengeinstitut.
    6. Du bør være ekstra påpasselig, hvis udlejer beder dig overføre penge til en udenlandsk konto. Det kan være legitimt, men forhold dig kritisk.
    7. Har du fundet bolig via en boligplatform, skal du være ekstra opmærksom, hvis udlejer kontakter dig udenom platformen for at spare penge.
    8. Kommuniker via boligplatformen, hvis det er her, du har fundet boligen. Disse har som oftest sikkerhedsforanstaltninger, så falske konti og annoncer ikke lægge op.
    9. Få en fremvisning. Insister på dette. Se om navnet stemmer overens med postkassen, navnet på døren etc.
    10. Få en gyldig lejekontrakt. Mange benytter sig af en standardskabelon til udleje, men hvis du ikke føler dig tryg ved den, så få en at læse den igennem, som forstår lejekontrakter.
    11. Lad dig ikke presse. Du kan være utålmodig eller efterhånden desperat, men hold hovedet køligt og skriv aldrig under på en kontrakt på stedet.

Er du blevet udsat for svindel, så kontakt politiet.

Godt at huske

Flytter du hjemmefra og er det første gang du skal stå for alle nødvendigheder selv, så er det en god idé at lægge et budget som noget af det allerførste. Udgifter kan være husleje, inklusive el og varme, mad, forsikringer, streamingabonnementer, mobil, fitness, tøjkøb og sociale aktiviteter. Indtægter er SU, studiejob, boligstøtte, hvis du er berettiget.

Husk også at melde din flytning til tilflytningskommunen senest fem dage efter flytning.

Har du forsikret din bærbare og mobil? Husk indboforsikringen, hvis du flytter i eget. Foruden at være god, hvis cyklen pludselig er stjålet eller energidrinken faldt ned på computeren, så er der også en indbygget ansvarsforsikring. Den er god at have, hvis du kommer til at gøre skade på en anden person eller dennes ejendele. Indboforsikringen i IDA er gratis for studiemedlemmer – det er helt unikt. Og hvad endnu bedre er; hvis du har bofæller, så kan de komme med på policen.

Lejeloven

Når du står med en kontrakt i hånden, eller vil vide hvad du kan forvente, så er det godt at have basiskendskab til lejeloven. Derfor har vi fået udarbejdet en FAQ.

Her får du svar på de vigtigste områder i lejeloven, som kan have betydning for din situation, når du flytter i egen bolig.

Lejelovgivningens regler er komplicerede og på mange områder ikke altid gennemskuelige. Reglerne kan for de fleste være svære at forstå og håndtere i praksis, både når man er udlejer, og når man er lejer. I mange tilfælde kan parterne på den måde utilsigtet komme i konflikt med reglerne.

FAQen er alene en generel og overordnet beskrivelse af en række af de problemstillinger, som er mest relevante for en lejer. Det er ikke ment som nogen fuldstændig endsige udtømmende redegørelse for, hvordan en lejer retligt er stillet i de beskrevne sammenhænge, og det anførte kan derfor ikke stå alene, når tvisten opstår eller lejeren skal finde ud af, om lejelovens regler er tilsidesat.

Beskrivelsen er en vejledning, så udlejer og lejer kan finde oplysninger om, hvad der generelt er gældende –som et grundlag for at søge yderligere oplysninger eller rådgivning, hvor der er behov for det.