Besøg IDAs andre hjemmesider
Tvivl

Sådan håndterer du tvivl og mistet motivation for dit studie

En pige sidder udenfor sit studiested med høretelefoner i
Det er helt normalt at være i tvivl som studerende. Især på tekniske universiteter, hvor studierne ofte er krævende, kan mange unge opleve, at tvivlen kommer snigende. Hvis du sidder med den følelse, er du langt fra alene. I artiklen her dykker vi ned i, hvad du kan gøre, når tvivlen fylder.

Indholdsfortegnelse

  • Hvad gør du, når du er i tvivl om dit studievalg? 
  • Tvivl er udvikling 
  • Bevar motivationen – sådan gør du
  • Strukturér din tid
  • Socialt netværk styrker motivationen 

Hvad gør du, når du er i tvivl om dit studievalg?

For mange studerende begynder tvivlen måske efter de første semestre, når den første fascination af det nye studie begynder at aftage, og det hårde arbejde for alvor begynder at sætte ind. Oven i det gemmer solens stråler sig bag horisonten det meste af dagen og kulden trænger sig på. Vintertid er højsæson for studietvivl.  

Det kan blive et meget voldsomt spørgsmål at stå med. Er det her valg det rigtige for mig i resten af mit arbejdsliv, eller skal jeg noget helt andet?
Marie Linde Husby, Psykolog i Studenterrådgivningen

Men tvivl skal ikke udelukkende ses som en negativ ting. Den kan være et signal om, at du overvejer dit valg seriøst og reflekterer over din fremtid, hvilket er en vigtig del af din udvikling som studerende. 

Der kan ligge mange ressourcer i det at være i tvivl. Vi reflekterer og forholder os til, hvor vi står, og hvad der er vigtigt for os lige nu. Når vi går til tvivlen med nysgerrighed – frem for en plan om at slippe ud af den – bliver den ofte lettere at håndtere,
Marie Linde Husby, Psykolog i Studenterrådgivningen

Den åbenhed kan ifølge rådgiveren gøre, at du kan træde ind i nogle rum og udvikle dig på nogle andre områder. Hvis du aldrig var i tvivl om noget, så kunne du måske bare køre derudaf, men så vil der også være rigtig mange ting, som du kan misse. Tvivlen kan på den måde også være med til at give dig nogle nye og spændende oplevelser. 

Særligt det første år er risikoen for at droppe ud stor. Ifølge tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet var der mellem 2010-2020 en frafaldsprocent på 17% på it og ingeniøruddannelserne. Og trods flere indsatser er det stadig næsten hver femte studerende, der vælger at lægge bøgerne til side og sige farvel inden det første år er ovre. 

Tvivl er udvikling

Det er vigtigt at forstå, at tvivl er en helt naturlig del af det at være studerende – især på et teknisk universitet, hvor presset kan være stort. 

Studiestart er en meget markant overgang i ens liv. På den ene side er det hele spændende og interessant. Samtidig er man usikker på mange ting, og man kan let komme i tvivl.
Marie Linde Husby, Psykolog i Studenterrådgivningen

Det vigtigste er, hvordan du vælger at håndtere din tvivl. Når du reflekterer over dine valg, viser du dig selv, at du tager din fremtid seriøst og ikke bare bider tilværelsen i dig, eller gør det, som andre forventer af dig. 

Uanset hvad du vælger at gøre, er der masser af ressourcer og støtte at hente. Tal med studievejlederen, dine medstuderende og dine venner. Og husk, at tvivl er en naturlig del af at finde vej i livet. Ved at tage dine følelser af tvivl alvorligt og arbejde aktivt med dem, vil du stå stærkere, uanset om du vælger at fortsætte med din uddannelse eller finder en ny retning. 

Hvis du til sidst kommer frem til, at det studie, du har valgt, ikke er det rette for dig, er det også helt okay. At ændre retning er ikke et nederlag – det er en mulighed for at finde noget, der passer bedre til dine ambitioner og interesser. Studietiden handler i høj grad om at finde ud af, hvem du er, og hvad du vil med dit arbejdsliv. 

Bevar motivationen – sådan gør du

IDA Campus

Imposter-fænomenet

Oplever du selv-tvivl og undervurderer dine evner? Dette kursus giver indsigt i og strategier til at håndtere impostor-fænomenet, i både professionelle og personlige sammenhænge. Du lære at bekæmpe følelsen af at være en bedrager, inklusive accept af ros og ny tankegang omkring fejl. Perfekt for studerende og professionelle.

Strukturér din tid

En vigtig nøgle til at holde motivationen oppe er at sætte sig tydelige mål. Det kan være lettere at bevare energien, hvis du har både store og små mål at arbejde hen imod. De store mål kan eksempelvis handle om simpelthen at gennemføre uddannelsen eller komme gennem semesteret, mens de mindre mål kan være at læse et bestemt antal sider på en uge.

Der er mange studerende, der kører død i hele tiden at have noget, de “kan” læse, eller en opgave, de “kan” skrive lidt mere på. Det er en rigtig god idé at få planlagt den tid, så du har nemmere ved at være effektiv i de timer, du studerer. Så har du bedre samvittighed om aftenen til sociale aktiviteter eller en tur på sofaen med Netflix.
Marie Linde Husby, Psykolog i Studenterrådgivningen

En god hverdagsrutine er altså afgørende for at skabe en balance mellem studier, fritid og arbejde. Den faste struktur vil minimere risikoen for stress og give dig en fornemmelse af kontrol. Begge dele er noget, der også vil gøre det lettere for dig at finde tid og overskud til motion eller afslapning. Når du tænker på planlægning, handler det tit om at kigge fremad og se på, hvad du skal gøre hvornår. Men det kan ifølge rådgiveren også være en god idé at kigge lidt tilbage i tiden. 

Man skal spørge sig selv: Hvornår har jeg i løbet af den forgangne uge gjort noget, der gjorde mig glad? Hvornår var jeg rolig i min krop? Og så er det noget med at få puttet flere af de ting ind i din planlægning. Små ting som en løbetur, en snak med sin mor eller noget tredjet, der har gjort én godt – det kan også booste motivationen, selvom det egentlig ikke har noget at gøre med ens studie.
Emilie Lindqvist, Karriererådgiver i IDA.

Socialt netværk styrker motivationen

Studielivet kan til tider føles ensomt. Det kan være svært at undgå. Men her kan nogle gode relationer støtte dig i de svære perioder, give dig en peptalk og hive dig op igen, når du føler, du er bagud med pensum, eller gruppearbejdet hænger dig ud af halsen. At have nogen at dele både succeser og frustrationer med kan gøre en stor forskel og give dig ny energi til at fortsætte. 

Endelig er det vigtigt at acceptere, at din motivation kan gå op og ned i perioder. Det vigtigste er, at du ikke lader disse perioder definere din studietid. Brug dem som en mulighed for at lære mere om dig selv og dine behov, og lad ikke midlertidige nedture afholde dig fra at nå dine mål. 

Relateret

Vi håber, at vi har ændret din holdning til, at tvivl ikke udelukkende skal ses som en negativ ting, og at du har fået nogle brugbare redskaber til at håndtere tvivl og mistet motivation for dit studie.
Styrk din personlige gennemslagskraft
Få en forståelse af gennemslagskraftens betydning. Lær om brug af kropsvisdom, skabelse af emotionel resonans for dybere forbindelser og meget mere.
IDA Studiejobfinder
Et studiejob kan være med til at give dit studieliv mere mening. Et studiejob kan give dig muligheden for at omsætte din faglighed i praksis.

IDA hjælper dig med din tvivl

Hos IDAs professionelle karriererådgivning hjælper vi dig med at håndtere din tvivl. Det kan være tvivl omkring dit studie. Det kan også være tvivl i forbindelse med din fremtidige karriere, hvor det er helt normalt at tvivle på sine kompetencer – her kan IDAs karriererådgivning hjælpe dig.

IDA afholder også en række faglige events, der kan supplere din faglig og give dit studieliv mere mening.