Bliv klar til din første lønforhandling
Kan jeg forhandle løn som nyuddannet? Hvad er min arbejdskraft værd? Hvordan forbereder jeg mig til lønsnakken?
Al erfaring viser, at der er masser at forhandle om – det kræver bare, at du kaster dig ud i det.
Forbered dig grundigt til samtalen
Hvorfor skal jeg forhandle løn som nyuddannet? Det kan være angstprovokerende. Men din første lønforhandling er meget vigtig. Den sætter retningen for lønnen i resten af din ansættelse.
Vores erfaring er, at det er svært senere pludselig at skulle forhandle lønnen adskillige tusinde kroner op ved en årlig lønforhandling, medmindre du selvfølgelig træder et skridt op ad karrierestigen eller laver et jobskifte. Juridisk rådgiver i IDA, Kamilla Mortensen, fortæller:
”Vi hører fra mange nyuddannede, at de oftest bare er glade og stolte over at få deres første job, og med rette. Men man skal ikke lade begejstringen gå ud over sin begynderløn og vilkår i øvrigt. Vi hører også, at nogle synes, at det er svært at bede om en ordentlig løn, fordi de er bange for at virke for krævende, men det er der ingen grund til.”
Ved at være forberedt på en lønsnak, viser du altså, at du tør forhandle, har holdninger og står op for dig selv. Det er stort set altid værdsatte kompetencer hos enhver medarbejder.
”Og det er vigtigt at huske på, at du ikke får den løn, du fortjener, men den løn du forhandler. Arbejdsgiver kan have en interesse i at få din arbejdskraft så billigt som muligt, men det er ikke nødvendigvis et udtryk for, hvad arbejdsgiver er villig til at betale. Arbejdsgiver har også en interesse i at lande på et rigtigt niveau, så de ikke risikerer, at du smutter hurtigt igen, fordi lønnen er for lav.”
Derudover kan en lønforhandling også være en god træning i at formidle sine kompetencer og kvalifikationer, og synliggøre sig selv. Det er ikke sidste gang, du kommer til at lønforhandle. Så jo før du får øvet dig, jo bedre.
Video: 5 gode råd til din første lønforhandling
Kend din værdi
Præmissen for en succesfuld lønforhandling er først og fremmest, at du har dannet dig et indtryk af lønnen inden lønforhandlingen, og at du kender din egen værdi på arbejdsmarkedet.
Du kan begynde med Lønkompasset, der viser dig, hvad du kan forvente i løn som nyuddannet. Du kan også blive skarp på lønnen med hjælp af IDAs lønberegner, hvor du kan se, hvad andre med samme profil som dig får i løn.
Derudover er det værd at vide, hvor meget en nyuddannet i gennemsnit stiger i løn – det kan du se i IDAs lønstatistik. Du kan også ringe ind til Kamilla Mortensen og IDAs øvrige juridiske rådgivere for at blive klædt bedst muligt til din første lønforhandling.
Hvornår leverer jeg mit udkast til løn?
Der er ingen faste regler for, hvornår i samtaleprocessen, I kan tale om løn. Det kan være ved første samtale, 2. samtale eller måske endda først, når du får tilsendt kontrakten. Men ligegyldigt hvornår det bliver bragt på banen, så er det bare vigtigt, at du kan give et kvalificeret svar og kan begrunde dit udspil.
Startløn for privatansatte 2024, opdelt på uddannelse:
- Scient.er: 47.845
- Civilingeniører og øvrige med lang videregående uddannelse: 46.435
- Diplomingeniører, bachelorer og øvrige med mellemlang videregående uddannelse: 44.212
Vejledende startløn for nyuddannede 2025, ansat i det private
- Scient.er: 48.800
- Civilingeniører og øvrige med lang videregående uddannelse: 47.400
- Diplomingeniører, bachelorer og øvrige med mellemlang videregående uddannelse: 45.100
Startløn i det offentlige 2024
- Staten: 39.312
- Kommuner: 41.362
- Regioner: 38.613
Kilde: IDAs lønstatistik 2024
Sørg derfor for at være forberedt med et tal allerede ved første samtale. Det vil være rigtig ærgerligt at gå ind i en lønforhandling uden at være forberedt, og komme til at sige noget, der enten er alt for lavt eller alt for højt. Det er bare akavet og unødvendigt at skulle bruge ressourcer på at rette op på efterfølgende.
Hvis du fx er til 1. eller 2. samtale vil det typisk være sådan, at arbejdsgiver spørger ind til dine forventninger, for at afstemme med dig. Og her vil vi altid anbefale, at du svarer og kommer med dit udspil, og ikke bare sender bolden tilbage med det samme.
Hvordan leverer jeg mit udkast til løn?
Hvis du får muligheden for at spille først ud, får du et holdepunkt i forhandlingen. Det kan betyde meget, når du tager teten i forhandlingen. Det er også sjovere, at arbejdsgiver skal bruge sin tid på at forhandle dig ned, end at du skal bruge alle dine ressourcer på at hive arbejdsgiver op.
”Når du præsenterer dit udspil, er det vigtigt, at du samtidig viser, at du er åben og forhandlingsparat. Det kan du fx gøre ved at bruge formuleringerne ”Jeg havde forestillet mig, at…” eller ”Når jeg kigger på jobbets indhold, har jeg umiddelbart vurderet, at…”.
”Efter du er kommet med dit udspil, er det en god ide at sende bolde tilbage til arbejdsgiver ved fx at bruge formuleringen: ”men jeg er selvfølgelig også meget spændt på at høre, hvad I havde tænkt jer”.
For ellers risikerer du, at arbejdsgiver bare noterer ned, og så efterlades du med en uro i maven, fordi du ikke ved, om det udspil overhovedet matcher arbejdsgivers forventninger. Ved du hvad arbejdsgiver tænker, gør det lønforhandlingen noget nemmere for dig.”
Der er selvfølgelig også den situation, hvor arbejdsgiver bare fortæller, hvad de kan tilbyde dig. Men bare fordi arbejdsgiver præsenterer dig for en løn, er det ikke ensbetydende med, at du stadig ikke kan forsøge at forhandle. Du skal bare være hurtig til selv at gribe bolden og spørge, om der er rum for forhandling.
”Hvis det bud, arbejdsgiver kommer med, er meget lavt, så kan du give udtryk for, at ”det er lidt lavere end hvad jeg selv havde tænkt, jeg havde umiddelbart tænkt xx, så er der måske mulighed for, at vi kan forhandle eller snakke lidt om?”
En anden mulighed er også, at du slet ikke får talt om løn til samtalerne, men at du først bliver præsenteret for lønnen, når du modtager kontrakten. Her er der også stadig mulighed for at forsøge at forhandle. Her vil vi anbefale, at I enten ringer eller skriver til arbejdsgiver og takker for kontrakten, men samtidig giver udtryk for, at I gerne vil have en lille snak om lønnen, hvis det er muligt.
Så husk, der er ikke regler for, hvornår i ansættelsesprocessen I forhandler løn. Det vigtigste er bare, at du er forberedt på de forskellige situationer.
Skriv ikke under før du har gennemgået ansættelseskontrakten
Ved du, hvad du skriver under på? Når jobsøgningen giver pote, og der ligger en kontrakt foran dig på bordet, skal du slå koldt vand i blodet.
Vi ved, det kan føles som om, det er NU eller aldrig, men det er det ikke. Har virksomheden først besluttet sig for at tilbyde dig et job, så kan du roligt takke ja og sige, at du lige vil vende kontrakten med IDA, før du skriver under.
Det er helt normal procedure, og arbejdsgiverne er vant til det – men de nævner det ikke nødvendigvis for dig. Derfor ser vi ofte i IDA, at nyuddannede først kommer til os med deres kontrakt til gennemsyn, efter de har skrevet under. Og så er det for sent – eller i hvert fald meget sværere – at bestride en lav startløn eller forhandle om bedre vilkår for dig.
Et sidste tip – brug det interaktive lønforhandlingskursus for nyuddannede
Hvis du vil forberede dig på samtalen og lønforhandlingen i din egen tid og fart, så tag IDAs interaktive lønforhandlingskursus, så du står bedre forberedt til jobsamtalen og kan argumentere for dit værd med ro i stemmen. Det er for IDA-medlemmer og du kan læse mere om det her: Første lønforhandling.
Vi kan hjælpe dig med at gennemgå ansættelseskontrakten
Derfor: Kom til os, før du skriver under.
IDAs jurister sikrer, at din kontrakt overholder gældende lov, og ved at slå koldt vand i blodet kan du også sammenligne lønnen med vores lønberegner og se, hvad andre i lignende stillinger tjener. Det er ærgerligt at opdage på bagkant, at du er startet på en lav løn, og den skuffelse kan være svær at slippe af med igen, selv om du er glad for jobbet.
Send din kontrakt ind til os på mit.ida.dk/jura.