Sådan undgår du stress i dit første job
Det kan være stressende at starte i sit første job. Men det betyder ikke nødvendigvis, at du skal sygemeldes eller ikke kan tåle at gå på arbejde. Der er nemlig forskel på præstationsfremmende travlhed og reel stress. Her lærer du at kende forskel, og hvordan du passer på dig selv, så du ikke ender med at blive alvorligt syg på dit arbejde.
Forskellen på travlhed og stress
Det er naturligt, at man føler sig lidt (an)spændt, når man begynder i sit første job. Man vil jo gerne gøre det godt, og der er mange ting, som man skal lære. Du kan derfor godt regne med, at du er træt, når du kommer hjem, har svært ved at samle dig om andre projekter og måske drømmer om dit arbejde den første tid. Det er imidlertid ikke nødvendigvis en dårlig ting, men din hjerne, som gør sig umage, og det kan du være tilfreds med – den arbejder i din interesse.
Du skal derimod tage det alvorligt, tale med din leder og ændre din arbejdsadfærd, når du oplever følgende stresssymptomer:
Fysiske tegn:
Ondt i maven, hovedpine, synsforstyrrelser, svimmelhed, svedeture, appetit- og søvnforstyrrelser, angstanfald, trykken for brystet, hjertebanken, åndenød, blackouts og kronisk træthed.
Psykiske tegn:
Trang til at isolere dig, manglende overskud til socialt samvær, større temperament, grådlabilitet, koncentrationsproblemer og dårligere hukommelse.
Adfærdsmæssige tegn:
Aggressivitet, ubeslutsomhed, manglende engagement, nedsat præstationsevne, øget brug af stimulanser, øget sygefravær.
Sådan passer du på dig selv
Hvis du oplever stresssymptomer, kan det være en god ide at handle hurtigt og kategorisk. Du skal passe godt på dig selv. Kommunikation og planlægning er nøgleord, når det handler om at forebygge eller afhjælpe stress på dit arbejde. Det er ofte bedre at arbejde lange dage, hvis de er overskuelige og planlagte, end korte dage, der er kaotiske og kendetegnet ved uklare rammer og manglende prioritering.
IDAs podcast for studerende, IDA Lyd, har lavet en udsendelse om impostersyndrom. Lyt med når Niclas fortæller om starten på sin karriere, om at blive ramt af imposter syndrome, og om at tackle de udfordringer, der måtte dukke op undervejs, med åbenhed og ærlighed.
Forebyg og reducer stress
Du er selvfølgelig delvist afhængig af din leder og kolleger, men ved at følge disse forholdsregler, kan du selv være med til at forebygge og reducere stress:
- Planlæg din dag og sørg for, at der er tid til at løse uventede opgaver. Skriv dine opgaver ned, inden du går i gang med dem.
- Hold pauser i løbet af dagen, hvor du ikke sidder ved computeren, og tal med dine kolleger om andet end arbejde. Pauser er mere afgørende, end mange af os tror.
- Fortæl gerne din leder, at du oplever stresssymptomer, så hun kan hjælpe dig og prioriterer dine opgaver med dig, så du ved, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt.
- Prøv ikke at tænke for meget over de ting, du ikke har nået, og fokuser i stedet på de opgaver, du har fået løst i løbet af dagen og ugen.