Besøg IDAs andre hjemmesider

Sådan finder du ud af, hvilken karrierevej er rigtig for dig

Du er landet i dit første job. Du kender rutinerne, tonen og smutvejen til kantinen. Måske kører alt på skinner – måske halter det lidt. Uanset er det vigtigt, at du holder øje med din egen udvikling – og ved, hvad du skal gøre.

Første job

Kom i kontakt med mavefornemmelsen

Generalist, specialist, selvstændig, projektleder, iværksætter, selvstændig konsulent. Det er bare nogle af de stillingsbetegnelser, som du kan opdatere din LinkedIn profil med, når du er kommet ud på arbejdsmarkedet. Men det kan måske være svært at mærke, hvad der er det rigtige for dig.. Det er meget lettere at hoppe med på vognen og tage imod de muligheder der opstår. Og netop det med mavefornemmelsen er noget som karrierevejleder, Sanne Mattebjerg, ser som en forhindring for mange medlemmer. 

”Vores medlemmer er faktabaserede og lærer nyt ved at læse og teste, men er måske ikke helt i kontakt med mavefornemmelsen. Det er bare sådan, at intuitionen har lige så meget værdi som fakta, når det kommer til at træffe karrierevalg,” siger Sanne Mattebjerg. 

 

Den typiske karrierevej

Studiet er en introduktion til de mange forskellige emner, som er nødvendige for at kunne varetage de forskellige typer af job. Og ifølge rådgiveren er det vigtigt, at man bliver fortrolig med de kompetencer i sin første tid på arbejdsmarkedet. 

”Vi anbefaler vores medlemmer, at hvis de vil og har mulighed, skal de bruge deres kompetencer fra faget og studieretningen i de første par år efter uddannelsen,” siger Sanne Mattebjerg. 

Som nyuddannet er man ikke specialist, selvom man har specialiseret sig i et område på studiet. Man bliver specialist, når man i nogle år har dykket ned i et fagligt område. Derfra kan karrieren tage mange veje, u-vendinger og. Men Sanne Mattebjerg påpeger, at det ikke er sådan, at man kan sige, at efter to et halvt år er man specialist. Det afhænger af hvilken stilling eller hvilken type arbejde, man udfører. 

 

Fem typer stillingsbetegnelser og deres betydning

Nedenfor beskrives de fem stillingsbetegnelser generalist, specialist, iværksætter, projektleder og leder. Klik på billedet for at se alle stillingsbetegnelserne.

Klik på billede for at læse alle fem stillingsbetegnelser

Go with the flow?

Mange medlemmer vælger, bevidst eller ubevidst, den taktik, man kunne kalde “go with the flow”. Her træffer man karrierevalg på baggrund af de muligheder der opstår i stedet for at sætte sig ned og spørge sig selv: Hvad er det egentlig for en type arbejdsliv jeg vil have? 

”Det er typisk først efter 5-7 år, hvor man har prøvet tilstrækkeligt med forskellige opgaver, ledelsesstile, processer og virksomhedskulturer at man finder ud, hvad der er vigtigt for en i ens arbejdsliv her og nu. Man kan ikke på forhånd vide om transporten var er for lang eller hvordan hverdagen er. Man skal også lære, at det er vigtigt at spørge ind til, hvad ens arbejdsopgaverne helt konkret består af. Det er noget af den læring, som man ikke ved er nødvendig – og noget vi tit taler med medlemmerne om,” siger Sanne Mattebjerg, og tilføjer:

”Tvivlen skal nok reagere på et tidspunkt i form af fysiske reaktioner – du kender det måske som en smule ondt i maven. Hvis du ikke lytter til den tvivl, kan det resultere i hovedpine, dårlig søvn eller måske stress. Hvis du derimod lærer at lytte til din tvivl, så kan den hjælpe dig til at se mulige udfordringer, så du kan håndtere det inden det går skævt.”

Det er altså med andre ord utrolig vigtigt at tage aktivt stilling til ens arbejdsliv. Og helst før end senere.  

 

Bliv bedre til beslutningsprocessen

Du kan lære mere om beslutningsprocesser ved at se webinaret “Lær at træffe et valg”. Her får du konkrete værktøjer til at træffe beslutninger og valg. Så du bliver i stand til at træffe valg, der er i overensstemmelse med dine ambitioner, drømme og værdier.

 

Glem drømmejobbet –  det findes ikke

Der findes så mange forskellige veje, man kan gå, at det kan virke helt uoverskueligt at navigere i. Både hvad angår jobtyper, men også hvilket ansvarsområde, og hvordan en arbejdsuge skal tage sig ud. Skal man give den gas på en privat arbejdsplads med en ugentlig arbejdstid på over 60 timer, eller vil man gerne prioritere familie og fritid?

Så kan det være man skal gå efter en virksomhed, som giver plads til det frem for at være konsulent i en stor virksomhed med masser af rejseaktivitet og overarbejde. Men en ting slår karriererådgiveren fast.

DrømmetjobbET findes ikke. Der findes ikke ét specifikt, der passer til én person for evigt. Det er jo på sin vis ærgerligt at erkende, men det kan også være en trøst, at man ikke hele sit arbejdsliv er på jagt efter noget der i realiteten ikke findes.  

”Der findes mange rigtig gode job, der matcher dig her og nu – der er også semi-gode, som kan være en virkelig god start på din karriere.Der findes dårlige job. Men drømmejobbet findes ikke. Du vil altid gå på kompromis med noget. Hvad enten det er løn, arbejdstid, transport eller noget andet,” siger Sanne Mattebjerg.

Derudover så udvikler du dig og verden udvikler sig, så det er ikke til at sige, hvad der er det rigtige job for dig om 3 år. 

En anden oplevelse, som mange nok vil komme ud for i ens arbejdsliv, er følelsen af fortrydelse. Man kan have fortrudt en ansættelse, eller at man flyttede til en anden afdeling, og det så viser sig, at man ikke slet ikke svinger med de nye kollegaer. Men også her er der trøst at hente hos karrierevejlederen. Ifølge Sanne Mattebjerg findes der ikke forkerte valg. 

”Var det et forkert valg? Nej, for det var rigtigt på det tidspunkt, du traf det og baseret på den viden, du havde på det tidspunkt. Hvis du vidste hvad der ville komme til at ske, havde du jo ikke truffet det. Du træffer det rigtige valg på det givne tidspunkt, og kan ikke styre hvad der kommer til at ske. Så må man træffe et nyt valg ud for den situation man så er havnet i og med den nye viden”.
 

Husk, at du altid kan kontakte en af vores rådgivere, hvis du har spørgsmål til dit arbejdsliv. 

Relateret indhold