Person der skriver en ansøgning på computer

ANSØGNINGEN

Et af de sidste skridt på vejen mod et job er at slippe igennem nåleøjet og blive kaldt til jobsamtale. Det kræver en jobansøgning, der skiller sig ud og er målrettet det specifikke job, du søger.

Få personlig feedback her

 

Sådan skriver du en god jobansøgning

Din ansøgning har ét formål. At gøre arbejdsgiveren så interesseret, at det er dig og ikke en af de mange andre ansøgere, der kommer igennem nøglehullet og bliver kaldt til samtale.

Udfordringen ligger i, at din ansøgning skal være konkret, personlig og handle om virksomheden i fremtiden – og selvfølgelig være målrettet det job, du søger.

 

1. Analyser virksomhedens behov

Ansøgningen er et salgsbrev, der sammen med CV’et skal give læseren lyst til at se dig. Den skal ikke fortælle det hele, men det væsentlige. Derfor skal du, inden du sætter dig til tasterne, danne dig et godt billede af selve jobbet. Og virksomheden.

 

2. Lav en fængende overskrift

Lav en personlig overskrift, der hurtigt giver et billede af, hvem du er – for eksempel “Eksportingeniør med speciale i markedsanalyser” til jobbet som salgsingeniør. Sætningen skal beskrive, hvorfor du kan bestride jobbet.

 

Vidste du?

Kilde: Udpluk fra ‘Rekrutteringsanalysen’ 2018, Konsulenthuset Ballisager

70%

af virksomhederne foretrækker maksimalt 1 side

33%

af virksomhederne synes, at fokus på “egen vinding” er et turn-off

3. Den altafgørende motivation

Din motivation for at søge jobbet skal skinne ud af ansøgningen. Derfor skal du allerede i indledningen beskrive, hvad din motivation er for at få jobbet. Her giver du arbejdsgiveren et argument for at læse videre. Her handler det både om at fortælle, hvorfor virksomheden er spændende – og hvorfor du synes, jobbet er spændende.

 

4. Beskriv din baggrund og underbyg dine kompetencer

Den vigtigste del af ansøgningen handler om, hvad du kan tilbyde arbejdsgiveren. Fortæl tydeligt, hvordan du opfylder de faglige krav, der stilles i jobannoncen og hvilke opgaver, du især kan tage ansvar for. Du skal redegøre for, hvordan din erfaring og dine kompetencer kan bruges i det nye job. Hvad kan du løse af opgaver, bidrage med af viden og hvad betyder det for virksomheden. Kom med korte eksempler og resultater, der fortæller, at du har gjort det før eller har ideer til, hvordan udfordringerne kan løses. På den måde viser du, at du har erfaringer eller ideer – og gør arbejdsgiveren tryg ved, at du kan løse jobbets opgaver og udfordringer.

Skal jeg ikke læse din ansøgning igennem, inden du sender den? Jeg ved, hvad arbejdsgiverne kigger efter og hvad du skal sørge for at fremhæve.

- Majbrit Ølgaard, karriererådgiver i IDA

5. Fremhæv de relevante personlige kompetencer

I mange virksomheder er det ikke bare ansøgerens faglige kompetencer, der skal matche virksomhedens ønsker. Også dine personlige kompetencer spiller en rolle. Det er først i samtalen, ens personlige kompetencer bliver vurderet – derfor skal beskrivelsen af dine personlige kompetencer i ansøgningen være kort.

De bedste råd fra IDAs karriererådgivere

Fokuser på, hvad DU kan bidrage med til virksomheden og vær konkret ift. jobbet.

- Sanne Mattebjerg

Hvis du søger elektronisk, bør du samle ansøgning og CV i ét dokument og sende som en PDF-fil.

- Majbrit Ølgaard

Undgå standardsætninger og klicheer. “Jeg har med stor interesse læst…”, “Jeg håber, min ansøgning har vakt interesse…” for læseren springer det alligevel over.

- Sanne Mattebjerg

De tre mest sete fejl i ansøgningen ifølge virksomhederne

Ansøgningen mangler konkrete eksempler på ansøgerens kompetencer.

Ansøgerens motivation for jobbet er utydeligt beskrevet.

Ansøgningen beskriver ikke det faglige match mellem ansøger og job.