Besøg IDAs andre hjemmesider

Det ville vi gerne have vidst, da vi selv startede på studiet

Get yourself a study buddy – hurtigt! 

personer i laboratoriekitler foran et eksperiment med en flaske - de er udendørs

Eller endnu bedre – en studiegruppe. Skaf dig selv en gruppe af mennesker, som holder dig til ilden med at læse, når du hellere vil scrolle, og som kan hjælpe dig, når der er noget, du ikke forstår.

Og vær ærlig overfor dem, når der er noget, du ikke kan finde ud af. I hjælper hinanden meget bedre ved at være ærlige fra starten af. Og I er altid flere, der synes, at det er vildt svært.

 

 

Skim materialet før hver lektion 

Hvis du ikke kan nå at læse alt (og det er der ingen, som kan) så sørg i det mindste for, at du har skimmet alt materiale til undervisningen, så du kan orientere dig i det undervejs og tage noter til de mest relevante emner. Det er bedre end at læse én tekst grundigt, og så have glemt indholdet, når du sidder i forelæsningslokalet. Du kan meget nemmere følge med i undervisningen, når du har overblik over studieplanen for lektionen og materialet, der bliver brugt.

Efter timen kan du læse op på svære afsnit og teoretiske begreber, og skrive noter til de ting, du godt forstod. Så er materialet tilgængeligt, når du nærmer dig eksamen, hvor du – surprise – lige går det hele igennem for 3. gang.

 

 

 

Meld dig til ting sammen med mennesker 

person med briller med trafik i baggrund og en person, der vender ryg til i forgrunden. solen kaster skygger tværs over personens ansigt

Ja, du skal læse, og der er meget!

Du skal også finde ud af, hvordan bibliotekskortet virker, din nye studieemail, og hvem betaler for forsikringen? Der er nok af ting, der står klar til at kræve din opmærksomhed. Gør alligevel dig selv den tjeneste at være med, når der er fredagsøl, eller plads til et nyt medlem i fredagsbaren eller et udvalg, der lyder sjovt.

Studietiden er et godt tidspunkt at udfordre dine trygge rammer og det bliver bedre og nemmere, når du omgiver dig med gode mennesker. I IDA ved vi også, at studerende med et godt netværk, har mindre risiko for at droppe ud og højere trivsel.

 

 

 

Læg telefonen ind i et andet lokale, når du læser 

person sidder ved et bord og læser i en bog. to personer står sløret i baggrunden

Vi gør os alle skyldige i det. Ifølge uret har vi læst ud i et i 7 timer, men i realiteten distraherer vi os selv igen og igen med sociale medier, en besked fra vennerne eller ligegyldige notifikationer, der buzzer os ud af koncentrationen.

Hvis du formår at lægge telefonen væk – helt væk, uden vibration og en skærm der lyser op i udkanten af dit synsfelt, når du læser  – så vil du opleve, at du kan nøjes med færre timers læsning hver dag. Og du får reelt mere information ind i hovedet. Det kræver øvelse og teknik at mestre, men det er tid godt givet ud.

 

 

 

God mad og gode rutiner gør en forskel 

vidvinkel billede af et køkken med fire personer. Tre står i baggrunden foran et stort vindue. En sidder i forgrunden med ryggen vendt til.

Det lyder håbløst voksent, men hvis du går i seng og står op cirka samme tid hver dag, vænner din krop sig til det.

Hvis du også læser op på det tidspunkt af dagen, hvor du har nemmest ved at koncentrere dig, så bliver det også nemmere. Og ja, når du spiser din måltider, før du er ved at dø af sult og helt ukoncentreret og hangry, så får du også mere ud af både læsning og undervisning.