Besøg IDAs andre hjemmesider

Sådan forbereder du dig til dit første job

Tillykke med dit nye arbejde. Er du nervøs? Det er der I hvert fald en del som er, inden de begynder et nyt arbejde. Derfor: Dyk ned i denne miniguide, så du nemmere kan navigere rundt i det mikrokosmos en arbejdsplads er.

Første job

Orientér dig

Din nye arbejdsplads er et mikrokosmos. Der er uskrevne regler, usynlig magt og kommandoveje, som du ikke kan forberede dig på, men er nødt til at lære hen ad vejen. Der er heldigvis også forhold, som du let kan læse om, inden du begynder. IDA anbefaler derfor, at du orienterer dig i følgende materialer inden din første arbejdsdag:

  • Virksomhedens formål og strategi
  • Virksomhedens organisationsdiagram

De dokumenter kan typisk findes på virksomhedens hjemmeside. Ved at læse virksomhedens fortælling om sig selv, dens formål og struktur, kan du få et godt overblik over det sted, som du snart skal til at være en del af. Du vil forhåbentlig opdage, at mange ting giver god mening allerede i starten, hvis du har styr på det mest basale.

Video: Dagene op til første job

Erklær undtagelsestilstand det første halve år

Du har været vant til at gå på universitetet, hvor andre regler gælder. Ovre i det almindelige arbejdsliv, kan man ikke gå til yoga om onsdagen klokken 12:30. Man kan ikke vaske sit tøj, når man vil og man kan kun sove længe i weekenderne. Til gengæld bruger man stort set alle sine vågne timer på at være en funktion i sit nye job, så der er ikke tid til så meget andet.

Det er en omvæltning, og det er almindeligt kendt, at få ting stresser, som et nyt arbejde. Derfor: Hvis du kan lade være, så vent med at lære, hvordan man spiller klaver, vent med at købe et håndværkertilbud på Sydfyn og forsøg i det hele taget at give dig selv plads til at lære denne nye del af dit liv at kende. Du kan blive frivillig i Røde Kors eller om et års tid, når du har vænnet dig til dit nye arbejdsliv.

Du skal selvfølgelig ikke helt glemme resten af dit liv. Det er også vigtigt at du får set dine venner, kommer en lille weekend til Prag eller taler i telefon med din mor, hvad jo kan være en glimrende anledning til at evaluere dit nye job, men de helt store omvæltninger, dem bør du vente lidt med.

Selv efter et halvt år, kan det være, at der ikke er plads til de samme ting i dit liv, som da du var studerende. Sørg derfor for at du vælger, hvilke elementer, der skal være der – og sørg for at pleje de relationer, du gerne vil holde fast i.

 

Husk at alting er anderledes om 1,5 måned

Hvedebrødsdagene er vilde. Du møder en million mennesker, du lærer en masse nye systemer og du løber hele tiden lidt for hurtigt. Medmindre du bliver behandlet decideret dårligt, kan du faktisk ikke helt regne med din egen mavefornemmelse, før der er gået et par uger.

Forvent måske endda at du bliver skuffet over et eller andet, at du ikke kan lide Jonathan fra HR eller at kantinen alligevel ikke serverer vegetariske alternativer. Men vent med at træffe drastiske beslutninger, til du er landet ordentligt. Om halvanden måned er alt, hvad du tror, du ved, alligevel forandret.

 

Den første uge

Den første uge på dit nye arbejde er ret afgørende for den efterfølgende tid. Sørg for at være veludhvilet og har fryseren fyldt med mad. Derudover anbefaler IDA, at du:

  • Kommer til tiden – og gerne fem minutter for tidligt – så dine kolleger oplever, at du er punktlig og til at regne med
  • Investerer energi i at bygge relationer til dine kolleger. Smalltalk, bed om gode råd og komplimentér det arbejde, de andre laver. Relationer øger din trivsel, men også dine muligheder for faglige udvikling
  • Venter lidt med alle dine konstruktive forbedringsforslag, så du ikke kommer til at kritisere andres arbejde. Alle kan let blive ivrige i begyndelsen og du vil jo gerne vise, hvad du dur til, men det kan være en enorm fordel at forholde sig ydmygt, afventende og se arbejdspladsen an først
  • Siger godmorgen og farvel til dine kollegaer hver eneste dag, så de oplever dig som nærværende
Relateret indhold
Spar med os og få en god start i dit første job