Sådan identificerer du dine kompetencer
Vi taler om dem hele tiden. Kompetencerne. Det gør du, fordi de er dine produkter – de varer, du skal sælge. Lær de 3 kompetencerarter at kende, så du kan pitche dig selv i ansøgningen og til jobsamtalen.
Hvad kan og vil du?
For at lande et job er svarene på det helt centrale – men ikke altid lige til at finde. Særligt som nyuddannet kan det være en udfordring at matche det, du har lært på studiet, gennem frivilligt arbejde, i dit studiejob eller noget fjerde med det, virksomhederne er på udkig efter.
Hvis ikke du ved, hvad du kan og vil, så er det umuligt for dig at præsentere det knivskarpt for virksomheder, som netop lægger stor vægt på, at DU kan fortælle dem, hvilke kompetencer du har, der er relevante for det specifikke job.
Det er altså nødvendigt, at du har afklaret, hvilke kompetencer du har, inden du kaster dig over at skrive CV og ansøgning. Kompetenceafklaringen er så at sige fundamentet for din jobsøgning.
De 3 kompetencearter
Vi skelner mellem de personlige, sociale og faglige kompetencer.
De faglige kompetencer er de vigtigste i dit materiale til virksomhederne, og det er dem, de er på udkig efter. De faglige kompetencer dækker over den fagspecifikke viden, du har med dig fra dit studie og job inden for naturvidenskab, teknologi eller IT.
Dine personlige kompetencer er fx nysgerrighed, iagttagelsesevne og kreativitet.
Dine sociale kompetencer er fx samarbejde, formidling og koordinering.
Du lander ikke jobsamtalen, fordi du tænker kreativt.
Du kommer til jobsamtalen, fordi du tydeligt præsenterer de faglige kompetencer, virksomheden har behov for.
Vores erfaring er, at det er dem, IDAs medlemmer har sværest ved at fremhæve. Fokus er derfor på de faglige kompetencer i jobsøgningsmaterialet.
Udfyld kompetenceprofilen
Lad os derfor kaste os ud i det.
Kompetenceprofilen åbner som et word-dokument med vejledning til, hvordan du udfylder det. Væbn dig med tålmodighed – det er tid godt givet ud.