Besøg IDAs andre hjemmesider

Sådan finder du din nye arbejdsplads

Dyk ned i denne mini-guide, der hjælper dig med at finde jobbet, der er relevant for netop dig.

Research

Brug LinkedIn

Det smarte med LinkedIn er, at du kan lade dig inspirere ved at søge efter personer, der har samme uddannelse som dig selv – eller som arbejder med noget af det, du godt kunne tænke dig at arbejde med.

Det er det bedste researchværktøj til kortlægning af dine muligheder, fordi du kan se, hvad andre med din faglige profil arbejder med, hvilke virksomheder, som de har været (eller er) ansat i og hvilke kompetencer, der er knyttet til deres profil.

Søg faglige netværk

Det er nærliggende, at du gør brug af din fagforening, hvis du er i tvivl om, hvilke virksomheder eller jobs du kan søge. De er eksperter og kender dit fagfællesskab, fordi det blandt andet er deres job at tale med medlemmerne. Du kan også deltage i de faglige arrangementer, som din fagforening afholder.

Til de faglige arrangementer får du lejlighed til at tale med andre i din faggruppe. Med lidt forberedelse, kan du komme i snak med personer, der kan inspirere dig og vise dig nye måder, du kan bruge din faglighed på.

Hvis snakken går godt, kan du også spørge ind til, om personen måske kender nogle virksomheder, du kan kontakte uopfordret. Du kan finde disse faglige arrangementer på ida.dk´s arrangementskalender.

For nogen kan det være grænseoverskridende at netværke. Heldigvis er den slags faglige arrangementer et trygt sted at starte. Forbered eventuelt tre spørgsmål hjemmefra om det faglige tema. Sæt dig et mål om at tale med to personer. Tag måske afsted med en ven, så kan i støtte hinanden. Du vil blive overrasket over, hvor imødekommende folk er.

Brug jobdatabaserne som inspiration

Du ved helt sikkert allerede, at du kan søge efter ledige stillinger i de forskellige jobdatabaser.

Teknologiens Jobfinder er Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister. Her finder du målrettede jobs til dit arbejdsområde og kan blandt andet finde virksomhedssidernes “Om os”-afsnit. Dette kan give dig et indtryk af hvad de vægter hos en ansøger, hvordan de ser sig selv og hvilke styrkepositioner de har.

Men der er meget mere at hente. I mange jobdatabaser kan du gå på jagt i deres arkiv og søge efter virksomheder, der tidligere har søgt medarbejdere med din baggrund. Det kan jo være, at de har brug for en til?

Hvis du skal søge uopfordret, kan det også være smart at bruge jobdatabaserne for at undersøge, hvad virksomhederne tidligere har søgt i en medarbejder.

Dit første job er ikke for livet

De fleste mennesker begynder deres karriere ét sted, og slutter den et helt, helt andet sted, end de havde forventet. Vores arbejdsliv er ikke, som i gamle dage, noget, hvor vi får arbejde på en fabrik eller på et kontor, for så at blive dér i den samme stilling i fyrre år.

Langt de fleste skifter job regelmæssigt, får nye opgaver i samme virksomheder, forandrer deres retning med de muligheder, som byder sig, specialiserer sig på en uventet måde og lever i det hele taget langt mere dynamiske arbejdsliv.

Det er derfor sandsynligt, at dit første job, ikke er det job, du beholder til dine dages ende. De første fem-syv år er typisk der, hvor du prøver forskellige job og jobtyper af og finder ud af, hvilke opgaver, måder at arbejde på, ledelsesstilarter og rammer, som du trives bedst under.

Du kommer til at kende dine styrker og svagheder – og måske finder du et uopdaget talent. Dit første job er ikke kulminationen på dit studie og kronen på værket, efter du har fået dit diplom. Dit første job er begyndelsen på din karriere og du skal nok nå det hele – også selvom de første par år består af job, hvor du ikke helt føler, du har ramt rigtigt.

Relateret
Hjælp til research?
Karriererådgivning
to personer står foran en bærbar og snakker