Besøg IDAs andre hjemmesider

Sådan skaber du et fagligt netværk

Et godt netværk kan hjælpe dig med at kende dit faglige felt og orientere dig i andres stillinger og arbejdsvirkeligheder. Måske kan et godt netværk også skaffe dig nye udfordringer på et tidspunkt, men hvordan gør man?

I første job

Fra studieidentitet til karriereidentitet

Fra nu af er din karriere din professionelle identitet. Den vil vokse i forskellige retninger, den skal ændre kurs og være levende, men uanset hvad, kommer de opgaver, du har haft, og de mennesker du har arbejdet sammen med, til at definere dit arbejdsliv. Derfor skal din karriere også kultiveres, så den kan rumme dine ambitioner og arbejde for dig.

Brug din LinkedIn

Brug din profil på LinkedIn målrettet og skab forbindelse med alle, du har gået på studie med. Når du på et tidspunkt lander et job, skab forbindelse med alle, du arbejder sammen med – også dem, du ikke har talt med. Hvis du har tid, kan du også forsøge at dele en opdatering eller to og se, hvordan opslagene klarer sig. LinkedIn har lidt samme adfærd, som Facebook havde i nullerne. Folk vil gerne like, kommentere og dele opslag derinde. Kravl med på den vogn. Når din gamle studiekammerat deler eller kommentere et opslag, du har lavet, så ser denne persons forbindelser det og pludselig har dit opslag fået stor rækkevidde.

Smalltalk med dine kolleger

Også dem, du ikke arbejder direkte sammen med. Når du har en pause, så gå en tur i din virksomhed. Stil dig ud ved kaffemaskinen, ud til dem, der ryger eller ned i kantinen. Spis frokost med nogen nye og forsøg i det hele taget at tale med så mange, som du kan komme til. Brug gerne dig selv, når du taler med dem. Fortæl om din dag, dine opgaver eller det, du fik til aftensmad i går. Smil til dem, hvis du er glad og fortæl dem, hvis du er presset. Folk der deler ud af sig selv, bliver opfattet som generøse.

Lyt til en episode af IDA & Karrierepanelet, hvor vi undersøger, hvordan man kan bygge et godt socialt fællesskab, hvor der ikke er et i forvejen: IDA & Karrierepanelet – Sådan kan du skabe et socialt fællesskab

 

Kvalificer din kontakt

Det er selvfølgelig ikke nok at tale om sig selv. Du skal også tale om dine kolleger. Men det er ikke gjort med “Hvordan går det så” og lignende, overfladisk hyggesludder. Hvis du vil gøre indtryk på dine kolleger, og have dem til at huske dig – også om fem år, når de tilfældigvis mangler en kollega med dine kompetencer – skal du kvalificere din kontakt. Husk hvad de sagde sidst, du talte med dem. Når du så møder dem, siger du: “Fik du nogensinde talt med Jonathan om den serverløsning, der drillede?” eller “Har din datter stadig mellemørebetændelse?” og ikke “Hvordan går det så?” Forskellen er vital. Folk, der bliver set, føler sig set. Og folk, der føler sig set, husker dem, der så dem.

 

Vis din personlighed

Del dine underligheder. Hvis du er vild med en særlig tv-serie, læser magasiner om astronomi eller er tosset med bollywoodfilm fra 80’erne, så del det med folk. Du behøver ikke falde ind i en generisk kollega-karakter, der kun taler om vejret. Vær dig selv. De fleste har noget underligt, som de er interesserede i. Hvem ved, måske er Lone fra HR også vild med harpunfiskeri, måske ikke. Men hvis hun kan se, at du har karakter, så vil hun respektere og huske dig for det. Personlighed er et undervurderet værktøj, når det handler om at skabe gode netværker.

 

Meld dig ind i et fagligt netværk

Ét er det sociale aspekt til gode netværksforbindelser. Noget andet er faglige netværker. Det er ikke sikkert, at I er 10 i din afdeling, som har din faglighed. Måske er I kun dig. I det tilfælde, kan det være smart at melde sig ind i et fagligt netværk. IDA har cirka 70 af disse og uanset, om du er til byggeri og anlæg, energi og miljø eller IT og innovation, findes der et relevant netværk for dig, hvor du kan møde ligesindede.

Login på MitIDA og tilmeld dig et fagteknisk netværk

Relateret