Den virtuelle eksamen stiller nye krav

Vi har samlet en række råd til at forberede en god digital eksamen, hvis metaltrætheden fra corona-isolationen har sat sig i dig.

Visse ting er, som det altid har været. Tiden op til din eksamen er rigtig vigtig for at sikre et godt resultatDkan gøre dig selv en stor tjeneste ved at sætte gode rammer omkring søvn, træning, kost, fritid og hvile og effektive læsetimer, men du kan også gøre mere end det. 

Thomas Pape, stressrådgiver og mentaltræner hos SPINEder hvert år hjælper studerende med at skabe mental ro og sikre bedre resultater ved deres eksamener, deler nogle af de vigtigste råd til dig, der skal gå til eksamen virtuelt i år.

Øv dig på eksamenssituationen 

Uanset om du skal til mundtlig eller skriftlig eksamen, så skal den første gang, at du enten præsterer i 20 minutter eller sidder med en opgave i tre timer, ikke være til den rigtige eksamen. Det skal du have prøvet inden, råder han. 

“Jeg anbefaler, at man tæller baglæns fra eksamensdagen og inddeler dagene og ugerne op til i nogle blokke. Nogle dage skal du læse, skrive og samle op, men sæt også tid af til at lave dispositioner, hvor du lægger noterne væk og gennemgår materialet eller regner en halv eller en hel af de tidligere eksamensopgaver igennem, så du får en fornemmelse for, hvor lang tid det tager,” råder Thomas Pape. 

Sørg også for at genfortælle materialet og fremlægge det for dig selv eller andre. Det gør en stor forskel at sige det højt, for her opdager du hurtigt, om du rent faktisk kan forklare din læring. 

“Der er forskel på at genkende og genkalde dit materiale, og hvis du kun kan genkende det, så kan du ikke bruge det til eksamen. Du skal kunne genkalde og forklare og bruge indholdet af faget for at kunne bruge det til eksamen,” understreger Thomas Pape. 

Træstamme-metoden 

Ofte møder han ingeniørstuderende og andre indenfor STEM, der går så meget op i faget og i at kunne alt materialet, at de stirrer sig blinde på detaljerne, når de læser. Men en simpel visualisering kan hjælpe dig med at prioritere, hvilke dele af din læsning, du skal lægge mest vægt på at kunne genkalde og bruge og præsentere til eksamen. 

“Tænk på faget som et stort træ, med en stamme, nogle store faste grene og en masse mindre grene og kviste. Du må ikke springe over grundlæringen, altså stammen i faget, selv om det kan virke banalt sammenlignet med de svære detaljer. Når du skal løse opgaver eller fremlægge, så sørg for at stammen af faget er på plads, før du går til de tekniske detaljer, du også gerne vil vise, at du mestrer,” råder Thomas Pape. 

Du arbejder ikke  koncentreretsom du tror 

De fleste kan efterhånden mærke metaltrætheden over coronaisolationen sætte ind, og det kan være meget lidt tillokkende at se frem mod endnu flere uger, hvor man læser meget alene derhjemme og ikke kan bruge sin studiegruppe eller uddannelsessted. 

Derfor råder Thomas Pape til, at du mentalt hanker op og indfører god disciplin for din læsning. Husk dig selv på, hvorfor det er, at du gerne vil have den her uddannelse. Det store WHY – drømmen for fremtiden, så du kan udholde tanken om endnu en periode derhjemme med bøgerne. 

“Og så skal man fokusere på det vildt vigtige, når man læser. Mange forsøger at gøre så meget som muligt på en dag, men ingen er gode til at multitaske. Så kommer du ikke i dybden med noget, og måske tror du, at du har arbejdet vildt længe, men du glemmer, at du har stirret på din telefon i fire timer,” advarer Thomas Pape. 

Derfor: Find ud af og vær ærlig om, hvornår på dagen du er mest effektiv. Læg telefonen væk, sæt et ur eller prøv Pomodoro-metoden, og gå så i dybden med én ting ad gangen – og helst de ting, du ved, er det vildt vigtige at vide i det enkelte fag. 

Du kan evt. inddele hvert fag i blokke af emner og inddele dem efter, om de er stammen, store grene eller små kviste. Så kan du sætte en streg, når du har været ægte fordybet i hvert emne. Det hjælper på motivationen, og sikrer fremdrift i læsningen, for tidsoptimisme er farligt i eksamenslæsningsperioden. 

Gode råd til eksamensdagen 
  • Stå op i god tid inden, mindst 2-3 timer før, også ved morgeneksamen. Selv B-mennesker er mere friske efter 2 timer.
     
  • Rør dig20-30 minutters let cardio er godt til at fokusere sindet og give ro til nerverne.
     
  • Spis, selv om du har sommerfugle i maven. 
     
  • Vælg en vindertanke: Med hvilken sætning vil du gå ind til eksamen? Hold fokus her, og ikke på, hvad censor mon noterer, eller hvad din far vil sige til dit resultat. Bliv hos dig selv, og gentag din sætning mentalt “Nu gør jeg det, så godt jeg kan” eller lign. 
Eksamen over video: 
  • Sæt din pc op på nogle bøger, så du er i øjenhøjde med kameraet
     
  • Tal tydeligt, du kan med fordel artikulere mere, end når I mødes i virkeligheden
     
  • Ryk dig lidt væk, så mere af overkroppen er med i billedet, og du kan gestikulere og være mere levende på skærmen
     
  • Vær bevidst om dit kropssprog, læg hovedet let på skrå, når du lytter, ret dig op, når du siger noget vigtigt
     
  • Giv et sekunds pause til underviser og censor, før du svarer, så I ikke afbryder hinanden unødigt