Besøg IDAs andre hjemmesider
Studerende skriver en ansøgning

DEN UOPFORDREDE JOBSØGNING

Der er to gode grunde til at sende uopfordrede ansøgninger. Mange job bliver besat via netværk og uopfordrede ansøgninger, og så viser du handlekraft og initiativ med en uopfordret ansøgning.

Få personlig feedback her

 

Derfor skal du søge uopfordret

Vejen til dit første job kan meget vel gå igennem den uopfordrede jobsøgning. Som nedenstående tal viser, bruger størstedelen af virksomhederne uopfordrede ansøgninger, når de skal ansætte en ny medarbejder, men alligevel modtager 1/5 af virksomhederne aldrig uopfordrede ansøgninger.

Lad det være en klar opfordring til dig om at bruge den uopfordrede jobsøgning. Det kan meget vel være sådan, du kommer forrest i køen som jobsøgende.

 

Vidste du?

Kilde: Udpluk fra ‘Rekrutteringsanalysen’ 2018, Konsulenthuset Ballisager

64%

af virksomhederne gemmer de fleste uopfordrede henvendelser

59%

af virksomhederne kigger normalt de uopfordrede ansøgninger igennem, når de skal bruge en ny medarbejder

21%

af virksomhederne modtager ingen uopfordrede ansøgninger

Sådan sender du en uopfordret ansøgning

59 % af nyuddannede IDA-medlemmer får job ad andre veje end opslåede stillinger. Du skal altså ikke bare kigge efter de reelle jobopslag, men vise handlekraft og initiativ med uopfordrede ansøgninger.

“Det viser handlekraft, engagement og initiativ, når du løber med bolden selv. Virksomhederne kan godt lide, at du bruger tid på netop deres virksomhed, og at det ikke bare er en ureflekteret ansøgning, men at du har forberedt dig og viser, at du er interesseret i netop dem,” siger IDAs karriererådgiver, Sanne Mattebjerg.

Her får du seks gode råd til, hvordan du griber den uopfordrede jobsøgning an:

 

1

Når du skal sende en uopfordret ansøgning, skal du vise – i endnu højere grad end med en specifik stilling – at du har kompetencer og initiativ, som den pågældende virksomhed kan bruge. Du skal samtidig stile ansøgningen til en person, så du undgår at blive en kold henvendelse fra en fremmed. Derfor skal du have et navn eller en person, som du kan sende ansøgningen til.

 

2

Du skal sælge dig selv som en problemløser – og ikke som en, der tigger efter et job. Faktisk skal du ikke se en uopfordret ansøgning som en ansøgning, men som en indledning til en dialog om, hvilke muligheder der er i fremtiden i den pågældende virksomhed.

 

3

Du skal lave research på, hvad der sker i branchen og i den pågældende virksomhed. Du skal finde ud af, hvilke udfordringer virksomheden har, og hvilke opgaver den løser. Her kan du finde personer i dit netværk, der kender til branchen og virksomheden, og du kan søge på sociale medier, fagblade, virksomhedens hjemmeside og lignende. Når du er blevet klogere på virksomhedens udfordringer, er din opgave at finde ud af, hvordan du kan bidrage med at løse opgaverne.

 

4

Find ud af, hvem du skal ringe til i firmaet, inden du sender dit CV og din ansøgning. Du skal ramme din kommende chef. Og når du får ham eller hende i røret, skal du være klar med velforberedte spørgsmål.

 

5

Når du taler med en fra virksomheden, skal du aftale, at du sender dit CV til din eventuelt kommende chef – den person, der kan beslutte, om din profil er relevant for virksomheden. Det er en god idé at spørge, om der er nogle bestemte kompetencer, du skal fremhæve – eller særlig erfaring, de gerne vil have, at du skal nævne.

Udform mailen som en ansøgning, hvor du i kort form skriver, hvad du kan gøre for dem. Med et kort og overskueligt CV vedhæftet kan de se, hvilken afdeling du eventuelt kan matche.

 

6

Sørg for selv at følge op på ansøgningen efter en uges tid, hvis der ikke er bid med det samme. Overlad aldrig initiativet til virksomheden. Du kan ikke forvente at få et svar. Her kan du spørge, om vedkommende har kommentarer til dit CV. Du skal vise, at du ikke forventer, at de har et job nu og her. Dit mål er at blive kendt og vise, at du er interesseret i virksomheden – og fortælle dem, at du håber, de vil kontakte dig, hvis der opstår nogle muligheder.

“Hvis du kan høre, at virksomheden er interesseret i din profil, kan du forsigtigt foreslå, at du kan komme forbi til et uformelt møde om, hvad der på sigt kunne være. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så spørg om du må ringe igen om et par måneder,” lyder rådet fra karriererådgiver i IDA, Sanne Mattebjerg.

De bedste råd fra IDAs karriererådgivere

Du følger op. Det er dit behov - ikke deres.

- Sanne Mattebjerg

Ring til virksomheden og få svar på dét der gør, at du kan afklare, om du kan og vil arbejdsopgaverne, og så du kan målrette dit materiale.

- Majbrit Ølgaard

Send kun CV og skriv en kort mail med 3-4 bullits, der kort beskriver, hvad du kan løse af opgaver.

- Sanne Mattebjerg